I løbet af sidste år er hver tredje privatansatte DM’er blevet kontaktet af en anden arbejdsgiver, der har tilbudt dem et job.
Der er rift om DM’erne for tiden. Hver tredje, 33 pct., af de privatansatte medlemmer svarer i en ny undersøgelse, at de har oplevet at blive kontaktet af en anden arbejdsgiver og blive tilbudt job. Til sammenligning var det de foregående to år ca. en fjerdedel af medlemmerne, der oplevede det.
En af dem, der for nyligt er blevet kontaktet, er Laura Ersted. Hun arbejdede som tekstforfatter hos Coop, da hun for få måneder siden blev kontaktet på LinkedIn ud af det blå.
”Det var en recruiter, der skrev til mig på vegne af en virksomhed. Han mente, at min profil var et match på det, virksomheden søgte”, fortæller hun.
Det skulle vise sig at holde stik, for i november startede Laura Ersted i job hos virksomheden som digital content specialist i Master Danmark, der laver HR-teknologi.
”Det var en rigtig god oplevelse. Dels fordi det var et skulderklap. I min branche er der ofte rift om jobs. Da jeg var jobsøgende oplevede jeg, hvordan der var flere hundrede ansøgninger til mange stillinger, så det her føltes som en stor anerkendelse. Og dels fordi det gav mig en helt anden ro til jobsamtalerne”, siger hun.
Roen betød blandt andet, at jobsamtalerne med virksomheden ikke kun kom til at handle om, hvad hun kunne gøre for dem. Det gik også den anden vej, for Laura Ersted var nødt til at tage stilling til, om hun ville forlade sit job hos Coop, som hun egentlig var glad for.
”Allerede efter første samtale havde jeg dog en rigtig god fornemmelse”, erindrer hun.
Skal jeg sige ja?
I DM’s karriererådgivning oplever de for tiden, at mange medlemmer ringer ind, fordi de ligesom Laura Ersted er blevet headhuntet. At en tredjedel af medlemmerne har oplevet at blive headhuntet kommer derfor heller ikke bag på karrierekonsulent i DM Cecilie Burkal Cohrt.
Medlemmerne ringer især ringer ind, fordi de står i et dilemma ift., hvorvidt de skal sige ja til jobbet.
”Det kan være meget smigrende at blive headhuntet. Men man er selvfølgelig også nødt til at tage stilling til, om det er bedre end det, man har nu. Mit råd er kort og godt, at man skal tænke over, hvad man synes er sjovest at fylde sit arbejdsliv ud med – også efter støvet har lagt sig på det nye job”, siger hun.
Karriererådgivningen mærker altså til, at der er rift om medlemmerne. Og som Cecilie Burkal Cohrt siger:
”Det er både de mere erfarne og de helt nyuddannede. Det er tydeligt, at gamet nu handler mere om, hvordan de rigtige får øje på en, end hvordan man finpudser sin ansøgning ned i mindste detalje”.
Se, hvem der bliver headhuntet
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er en del af DM’s lønundersøgelse udarbejdet i november 2021 af DM’s sekretariat. I alt blev 8797 medlemmer spurgt, om de ville deltage, og heraf har 1.844 svaret på spørgsmålet ”Er du inden for det sidste år blevet kontaktet af en anden arbejdsgiver, der har tilbudt dig et job?”. Af dem er det dog ikke alle, der var privatansatte. I alt var 1.154 respondenter privatansatte og svarede noget andet end ”Andet”.