Fire råd fra Emma Holten: Sådan frigør du dig økonomisk

© Claudia Vega

Del artikel:
Af William Leerbeck Meyer

Kvinders pensionsopsparinger er væsentligt mindre end mænds. Vi har talt med Emma Holten om, hvad man skal være opmærksom på som kvinde, og hvad du kan gøre for at få større økonomisk frihed.

Kvinders pensionsopsparinger er 24 pct. mindre end mænds. Samtidig lever kvinder gennemsnitligt længere end mænd.

Det betyder desværre, at mange ældre, enlige kvinder ender i fattigdom, fortæller feministisk aktivist Emma Holten. Den økonomiske ulighed har samtidig en række andre alvorlige konsekvenser allerede før pensionsalderen.

”Hvis du er økonomisk afhængig af din partner, så bliver det sværere at forlade dem, hvis jeres forhold er usundt. Det samme gælder dit arbejde: Hvis du er dybt afhængig af indkomsten fra det, så bliver det sværere at sige op, hvis du fx oplever chikane. Her kan økonomisk planlægning være en hjælp”, fortæller hun.

Vi har samlet fire råd til, hvad du som kvinde kan gøre for at undgå den situation.

1) Aftal en retfærdig barsel

Der opstår en væsentlig forskel på mænd og kvinders løn og pension i forbindelse med barsel. Fx har en undersøgelse fra DM vist, at kvindelige akademikere, der bliver forældre, tjener 24 pct. mindre fire år efter fødslen i forhold til, hvis de ikke havde fået børn. For mandlige akademiker-fædre er konsekvensen kun, at de tjener 2 pct. mindre.

Emma Holten råder til, at I som par deler barslen ligeligt imellem jer. Kan det ikke lade sig gøre, kan et kompromis være, at manden indbetaler til kvindens pension, imens hun er på barsel. Tænk i denne forbindelse også over det ulønnede arbejde i hjemmet til hverdag: er det ligeligt fordelt?

”Det kan være en svær snak at tage, men det er også en meget vigtig og helt rimelig snak”, siger hun.

2) Bryd fordommene

En udbredt fordom er ifølge Emma Holten, at kvinder ikke har lige så godt styr på tal og økonomi som mænd.

”Det er der intet videnskabeligt belæg for, men hvis du som kvinde har fået det at vide gennem hele livet, kan det være, at du alligevel kommer til at tro på det”, siger hun.
Det kan føre til, at det økonomiske ansvar bliver skævt fordelt i et forhold.

”Ofte er det manden, som bankrådgiveren henvender sig til, når der skal snakkes økonomi og pension, og i mange forhold bliver det også manden, der så får ansvaret. Og så kan du som kvinde risikere at stå i en vanskelig position, hvis I en dag går fra hinanden”, siger hun.

Derfor opfordrer hun til, at du som kvinde stoler på dine egne evner og tager del i ansvaret for økonomien.

3) Få rådgivning

Tab ikke modet, hvis det i første omgang virker svært. For selv med en lang videregående uddannelse og hovedet skruet godt på, er det ikke nødvendigvis nemt at sætte sig grundigt ind i sin pensionsordning.

”Mange – inklusiv mig selv – har endda flere forskellige pensionsordninger, fordi det i dag er blevet så normalt at have korte ansættelser. Og det gør det bestemt ikke lettere”, fortæller Emma Holten.
Hun anbefaler, at du, hvis du har behov for det, kontakter din fagforening eller pensionskasse og får rådgivning der.

4) Prioriter

Når du har sat dig godt ind i din økonomi og pension, er det også nemmere at prioritere den. For som Emma Holten siger, så er en opsparing en måde at købe personlig frihed.

”Det er vigtigt at huske på, når man er nødt til at prioritere i sit liv. Tænk over det, hvis du køber hus, når du overvejer at gå ned i tid, og i forhold til dit generelle forbrug. Der er intet galt med at prioritere familie over indtægt, for eksempel, men man skal gøre sig klart, at det er det, man gør”.

Hvis du vil have flere gode råd til din pension, kan du d. 9 februar komme til det gratis webinar med Emma Holten og DM ”Kvinde kend din pension”.

Gratis webinar: Kvinde kend din pension

Den 9. februar 2022 afholder DM igen webinaret ”Kvinde kend din pension”, hvor du bl.a. kan høre Emma Holten. Du kan også sparre med andre kvinder og få gode råd til at optimere din pension. Du kan tilmelde dig gratis her.

Feministisk økonomi

Emma Holten holder i øjeblikket en række foredrag om feministisk økonomi. Man kan bl.a. se hende i Odense Koncerthus og på Bremen Teater.

Seneste nyheder

Alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje

}