Spring menu over

Sådan arbejder du hjemme uden at blive skør i hovedet

Få værktøjer til at håndtere stress blandt medarbejdere.
Modelbillede
Del artikel:
Af Troels Mørk

Bliver du også en smule skør oven i hovedet af at arbejde hjemmefra, og ser du frem til at komme ud på din arbejdsplads og se kollegerne i virkeligheden? Så er du ikke alene, fortæller psykolog.

Normalt er dit hjem også dit fristed, hvor du mentalt kan slippe arbejdet, og hvor du selv er i kontrol.

Med med coronakrisen fulgte også en tvangsindlæggelse i eget hjem. Konsekvensen er en sammensmeltning af arbejds- og fritidsliv med en tidshorisont, der skifter mange gange.  

Merete Strømming er privatpraktiserende psykolog og rådgiver om arbejdsliv og karriere.

Hun er optaget af, hvad der sker med mennesker, når de kommer ud af deres vante rammer, og hvad der skal til for at kompensere for det, man taber, når man ikke mødes fysisk med andre og ikke har et sted at tage hen for at arbejde.

Op imod en million voksne danskere bor alene og for dem går der nogle helt andre mekanismer i gang, når man ikke tager på arbejde, men højst trasker hen til computeren et par meter væk.

”Alle de behov man får dækket ved at tage på arbejde forsvinder som dug for solen. På arbejdet bliver du bombarderet med indtryk og måske kram eller håndtryk. Din hverdag bliver fyldt af indtryk, din hjerne har travlt med at fordøje”, siger hun og uddyber:

”Derhjemme skal du selv gøre noget aktivt for lave struktur på din dag. Du kan dele det op i et mentalt og et praktisk lag. Det mentale består i at forsøge at adskille tingene. Du skal gøre forskel på arbejds- og fritidsliv, selvom du er derhjemme – det er vigtigt for dit mentale helbred og helt praktisk er det en god ide at have faste rutiner, når det fx gælder pauser i løbet af dagen, madvaner og søvn”.

”Vi bliver skøre af at være isoleret”

”Det er imod menneskets natur at være overladt til sig selv. Vi er sociale væsener, der har et naturligt behov for omsorg, fysisk kontakt og nærvær med andre og for at føle os nyttige. Den situation, som vi er i nu, er ikke normalt. Derfor er det også svært for mange”, siger Merete Strømming

Løsningen er ikke ligetil og svarene på den situation, coronaen har bragt os i, vil være forskellige fra menneske til menneske:

Men, siger Merete Strømming:

”Du skal drage omsorg for dig selv, og du kan være 100 procent sikker på, at du ikke er den eneste, der har det underligt med at være isoleret. Det er altid godt at være åben omkring sine følelser. For nogle fungerer det godt med virtuelle middage og fredagsbarer, mens det for andre måske fungerer bedre at komme ud og mærke forårssolen”.

Uvisheden er det værste

For mange fylder uvisheden og mange er ramt økonomisk af krisen. Fælles for alle bekymringer er, at det hjælper at italesætte dem.   

”Du skal vide, det er natuligt at være bekymret. Og du kan faktisk godt gøre noget for at minimere uvisheden og bekymringerne. Afled dig selv ved at forskellige ting: Dyrk gymnastik, hør musik, gå en tur et sted, du ikke har været før eller lav lækker mad til dig selv. Hvis de daglige coronahistorier går dig på, så hold en pause fra nyhedsstrømmen og undgå både nyhedsmedier og sociale medier i en periode”.

Bevar håbet

Og det allervigtigste råd fra Merete Strømming i denne tid. Håb, håb, håb.

”En måde at få håb på, er at tænke på alle de dejlige ting, der udspringer af den forfærdelige krise: Sammenholdet i befolkningen og historierne om fællessange i baggårde, og hvad du kan se frem til, når denne krise forhåbentlig snart er overstået J”

Resume

Tre råd og et håb om bedre tider til dig, der gerne vil undgå at blive skør oven i hovedet af at arbejde hjemme:

  • Du skal selv gøre noget aktivt for lave struktur på din dag. Del det op i et mentalt og et praktisk lag.
  • Vi bliver skøre af at være isoleret. Du skal drage omsorg for dig selv – løsningerne vil være individuelle. For nogle fungerer virtuelle fredagsbarer, mens det for andre er bedre at komme ud og mærke forårssolen.
  • Det er natuligt at være bekymret. Tving dit sind og din hjerne til at tænke på noget andet og minimer nyhedsstrømmen og dit forbrug af sociale medier.
  • Håb, håb, håb: Tænk på sammenholdet blandt danskerne og alle de gode ting, der venter efter krisen.

Guide til hjemmearbejde

Læs 9 råd til at arbejde hjemmefra.

Q&A om corona

Læs vores Q&A om corona, som vi løbende opdaterer.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje