Får du færten af, at din arbejdsgiver vil af med dig, hjælper vi dig til at få den bedst mulige aftale i hus og komme godt videre. Bliv ikke og slås for at beholde jobbet, det er ofte en ulige kamp, som ikke er værd at tage, mener DM-konsulent.
Da et medlem blev kaldt til tjenstlig samtale i en styrelse, hvor han havde arbejdet i mange år, ventede der lidt af et chok.
Ledelsen, som var forholdsvis ny, gav ham en skriftlig advarsel.
Kritikken lød på, at han ikke performede godt nok, men dækkede måske snarere over, at ledelsen ønskede forandringer på arbejdspladsen.
Det var i hvert fald medlemmets opfattelse, fordi ledelsen ved samme samtale tilbød ham en fratrædelsesordning med 6 måneders løn og fritstilling, som de rådede ham til at tage.
Og det er heller ikke den sædvanlige procedure. Når der gives en skriftlig advarsel, skal den følges op af en periode, hvor personen, den er givet til, får lov til at rette op på kritikpunkterne.
Kæmp ikke en uværdig kamp, men find ud af, hvad det skal koste
Medlemmet blev både overrasket og vred over den pludselige udmelding fra ledelsen og søgte derfor hjælp fra DM for at gå i forhandling med ledelsen.
Selvom det kan virke uretfærdigt, er det ofte ikke kampen værd, fortæller konsulent i DM Berit Krøyer Rasmussen, som havde sagen.
”Når arbejdsgiver allerede har besluttet sig for, at han vil skille sig af med en medarbejder, taler vi med medlemmerne, om det er en kamp, de overhovedet tror, de kan vinde, og om de har kræfterne til det. Ofte kommer vi frem til, at det er en ulige kamp. Og i den situation råder vi i DM til, at man skal tage en åben snak om, hvad det skal koste arbejdsgiveren. Det er langt bedre, i stedet for at man slæber folk igennem en pseudoprocedure, hvor man slider folk ned, og de alligevel ender med at blive afskediget og stå uden et job.”
Det kunne medlemmet i sagen også godt se, da først chokket havde lagt sig.
DM fik forhandlet 9 måneders løn, fuld fritstilling og et outplacement-forløb hjem til medlemmet.
Et resultat, som medlemmet også var tilfreds med, og som sikrede, at han kom godt videre.
Kontakt DM
Hvis du pludselig står i en lignende situation, så ring til os på 38 15 66 00 eller skriv på dm@dm.dk.