Spring menu over

Ny dom slår fast: Lad være med at optage din arbejdsgiver, hvis du kommer i problemer

Aflytning
Del artikel:

Du bør lade være med at optage møder med din chef i det skjulte, hvis du føler dig uretfærdigt behandlet, lyder det fra konsulent i DM.

Der falder brænde ned, hvis du uden at fortælle det optager en samtale med din arbejdsgiver, som du senere vil bruge som dokumentation for mistrivsel eller uregelmæssigheder. Det viser en ny dom fra Vestre Landsret, hvor uenighed om provision for overarbejde i byggebranchen mellem kundekonsulent og arbejdsgiver endte ud i en bortvisning.

Kundekonsulenten havde i al hemmelighed optaget et møde med arbejdsgiveren, men bedst som vedkommende troede, at optagelsen kunne bruges til at sikre en erstatning på 220.000 kr. for løn, overarbejde og provision, fastslår Landsretten altså for nyligt i en dom, at optagelsen er et udtryk for illoyalitet og et alvorligt brud på ansættelsesforholdet, der i stedet ender i en regning til kundekonsulenten på 50.000 kroner for sagsomkostningerne.

Danner grundlag for kommende sager

DM opfordrer ikke medlemmer til at optage samtaler med deres arbejdsgivere. Alligevel ærgrer dommen alligevel Lise Hoffmann, der er jurist i DM.

”Domme skaber præcedens, og hvor man før havde en skjult optagelse som en sidste udvej, hvis der skete nogle virkeligt grove ting på en arbejdsplads, kan en arbejdsgiver nu bortvise medarbejderen med henvisning til den her dom,” siger hun og uddyber:

”En bortvisning er den værste sanktion overhovedet mod en medarbejder, og det bør være forbeholdt de allergroveste forseelser som tyveri, vold eller anden meget grænseoverskridende adfærd. En lydoptagelse er ofte udtryk for desperation fra en medarbejders side og bør ikke håndteres med en bortvisning, fordi man fjerner medarbejderens livsgrundlag fra den ene dag til den anden.”

Dog anbefaler Lise Hoffmann, at man tager affære på anden vis end en hemmelig lydoptagelse, hvis arbejdsklimaet bliver for ophedet.

”Vi har haft medlemmer, der har ringet ind med lyst til at optage møder med deres arbejdsgiver, men hvis den lyst er der, taler vi altid med medlemmet om, hvordan det er kommet dertil, at tilliden er forsvundet,” siger Lise Hoffmann, der samtidig understreger:

”Det skulle gerne være undtagelsen, at man er nødt til at optage en samtale med sin chef, men der kan jo tænkes situationer, hvor en medarbejder kan være så presset, at der ikke er andre udveje.”

Højesteret

Kundekonsulenten, der er blevet dømt til at betale 50.000 kroner, har ansøgt om tredjeinstansbevilling, hvilket vil sige, at sagen forsøges anket til Højesteret. Men indtil Procesbevillingsnævnet, der behandler sådanne henvendelser, kommer med en afgørelse, kan en arbejdsgiver altså bortvise en medarbejder for hemmelig lydoptagelse. Det er en af grundene til, at det ikke er nogen god idé at aflytte din chef, selvom du skulle føle det nødvendigt.

”Vi må håbe, at Højesteret får lejlighed til at tage stilling til dommen, men indtil der foreligger en anden retspraksis, må vi fraråde vores medlemmer at lave hemmelige optagelser, for de risikerer jo at blive bortvist for det, og at bortvisningen er berettiget.”

Husk, at du naturligvis altid kan få råd og vejledning hos DM, hvis du har problemer med din arbejdsgiver. Kontakt os på dm@dm.dk eller telefon 38 15 66 00.

Læs mere om afskedigelse

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje