Skov- og landskabsingeniør Lars Delfs Mortensen overtager posten som forperson efter 10 år som næstforperson.
I januar 2024 takkede Henrik Steffensen Bach af som forperson efter 18 år som formand i DSL. Siden fusionen med DM den 1. januar 2023 har Henrik været forperson for underforeningen DM DSL som afslutning på et flot og langt virke.
DM DSL’s nye forperson er skov- og landskabsingeniør Lars Delfs Mortensen. Han er et kendt ansigt i foreningen, idet han har været DSL’s/DM DSL’s næstforperson igennem 10 år – og således har Lars været en stor del af den rejse, som foreningen har været på de seneste 4-5 år.
Lars er tillige næstforperson i DM BIO-udvalget, som er DM’s faglige søjle inden for det bionaturvidenskabelige område, og han forhandlede OK24 for DM DSL.
Til daglig arbejder Lars i Aalborg Kommune, hvor han er projektleder i Byer & Natur under By & landskabsforvaltningen, hvor han også er mangeårig TR. Lars arbejder med skovrejsning, naturgenopretning, klima-lavbund og friluftsliv.
Lars Delfs Mortensen er DM DSL’s repræsentant i FTFa’s hovedbestyrelse, FH, forhandlingskartellet og CO10 - de to sidstnævnte poster overdrages nu til hhv. Thorbjørn Søndergaard og Julie Madsen fra DM DSL’s bestyrelse.
Overdragelse af overenskomstforhandlingerne
Lars har gennem en årrække, og senest med OK24 - forhandlet de offentlige overenskomster for DM DSL’s medlemmer. Opgaven har i år været sekunderet af de to førnævnte bestyrelsesmedlemmer og ansvaret herfor overdrages ligeledes med afslutningen af OK24.
Det vil forpersonen fokusere på
Her er nogle af de væsentligste ting, Lars Delfs Mortensen arbejder med og vil arbejde for som forperson:
”Vores kollektive såvel som individuelle aftaler, som sikrer medlemmernes løn og ansættelsesvilkår. Det lyder måske gammeldags, men når arbejdsopgaverne fortsat bliver mere komplekse, kravene fra omverden større, og den tid, vi skal være der, længere, er det afgørende at arbejdet både kan indrettes så det er bæredygtigt for den enkelte og honoreres ordentligt. Derved kan det gode helbred og motivationen bevares gennem et helt arbejdsliv.”
”Jeg vil hjælpe med at sikre, at vi som faggruppe og eksponenter for en ordentlig, pragmatisk, løsningsorienteret tilgang til verden kan bevare identitet, værd og aktualitet i en foranderlig verden, der netop har stærkt brug for de egenskaber.”
”Det er vigtigt for mig, at vi som medlemmer i et stort, fagligt fællesskab bringer vores viden og kunnen i spil: At vi i højere grad tør diskutere de svære ting og lægge arm med de store dagsordner – og tage vores del af ansvaret for en nødvendig forandring.”