Spring menu over

Kompetencefonde for kommunalt, regionalt og statsligt ansatte

Del artikel:

Det er muligt at søge støtte til kompetenceudvikling for overenskomstansatte i kommuner, regioner og i staten. Det er et resultat af OK24, hvor Akademikerne igen indtrådte i den kommunale, regionale og statslige kompetencefond.

Hvad kan du søge støtte til?

Man kan få støtte til kompetenceudvikling bredt set, herunder akademi-, diplom-, master- og kandidatuddannelser, som hele forløb eller moduler. Der gives op til 30.000 kroner pr. år til efter- og videreuddannelse, og op til 50.000 kroner pr. år til masteruddannelser. Desuden kan man få støtte til andre kompetenceudviklingsaktiviteter, som medarbejder og leder vurderer som relevante, og som tillige løfter medarbejderens employability.

På det regionale og statslige område dækker fonden 100 procent af det ansøgte beløb, og på det kommunale område dækker fonden 80 procent. Dog dækker fondene maksimalt 30.000 kroner til efter- og videreuddannelse og 50.000 kroner til masteruddannelser årligt. Arbejdspladsen skal finansiere den resterende udgift. I kommunerne vil det være en forudsætning for støtte, at den kommunale arbejdsgiver medfinansierer 20 procent af udgifterne (kursusudgift, transport og materialer).

Som ansøger skal du:

  1. Tale med din leder og TR om dine ønsker til kompetenceudvikling
  2. Afklare hvilken uddannelse der er relevant for dig, og hvornår du har mulighed for at deltage
  3. Læse reglerne hos fonden og udfyld og send din ansøgning i ansøgningssystemet, så snart fonden åbner (Herved reserverer du beløbet til støtte hurtigst muligt, da ansøgningerne ofte behandles efter først-til-mølle-princippet. Der gælder dog andre regler for Den Statslige Kompetencefond).
  4. Ansøgningsskemaet skal underskrives af din leder samt TR. Hvis du ikke har en TR, er det din faglige organisation, der underskriver. Kontakt da DM på tillidsvalgte@dm.dk. Ansøgningerne underskrives og indsendes digitalt.
  5. Din ansøgning bliver behandlet af den respektive kompetencefond med en svartid på normalt 14 dage til et par måneder.
  6. Godkendte beløb udbetales fra fondene direkte til arbejdspladsen i forlængelse af sagsbehandlingen og godkendelsen.
  7. Du kan ikke søge til aktiviteter, der allerede er startet.
  8. Arbejdsgiver skal som regel medfinansiere (enten økonomisk eller i arbejdstid).
  9. Midlerne fordeles efter først-til-mølle eller lodtrækning, afhængigt af fonden.

Den Kommunale Kompetencefond: 
Akademikerfondspuljen i Den kommunale Kompetencefond tilføres nye midler: 

Akademikernes næste – og sidste puljeåbning ifb. OK 24 :

Tirsdag d. 3. marts 2026 kl. 10.00. 

Der er på nuværende tidspunkt endnu ikke forhandlet nye puljemidler og åbningsdatoer ifb. OK 26, men der bliver tidligst åbnet op for eventuelle nye midler pr. 1. september 2026. 

Vær særlig obs på dette i ansøgningsprocessen 
Du skal være helt klar med ansøgningen, når der åbnes for ansøgninger, for puljen tømmes meget hurtigt. Ansøgningerne behandles efter først-til-mølle- princippet. 

  

Den Statslige Kompetencefond: 

Akademiker-fondspuljen er lukket for ansøgninger jf. hjemmesiden: 

Akademiker-puljen er lukket for ansøgninger. Når resultatet af OK26 foreligger, fortæller vi, om der kommer nye initiativer. Det gælder også, om Den Statslige Kompetencefond åbner for nye ansøgningsperioder. Følg med på denne side og i nyhedsbrevet. 

Akademiker-fondspuljen: Status, regler og retningslinjer - Den Statslige Kompetencefond 
 
Puljerne åbner typisk 3–4 gange årligt. Hver ansøger kan indsende én ansøgning pr. åbning. Når åbningsperioden er afsluttet, lægger systemet indkomne ansøgninger i en tilfældig rækkefølge. Man sagsbehandler ansøgningerne efter denne rækkefølge. 

Læs mere om ansøgningsprocessen til Akademiker-fondspuljen.  

Den Regionale Kompetencefond (AC området) 

Der kan ikke længere søges om midler i Den Regionale Kompetencefond på AC Akademikernes område. Den Regionale Kompetencefond er løbet tør for midler. Der tilføres først yderligere midler efter overenskomstforhandlingerne i 2026. 

Der er endnu ikke offentliggjort specifikke datoer for 2026, men fonden følger typisk et mønster med 1–2 årlige åbninger. Hold øje med Den Regionale Kompetencefond  

 

Vil du vide mere om puljerne og ansøgningsfrister?

Den kommunale kompetencefond

Den regionale kompetencefond

Den statslige kompetencefond, Akademiker-fondspuljen

  • Hjemmesiderne indeholder:
    Kontaktoplysninger til fondsmedarbejdere (som meget gerne vil hjælpe)
  • Vejledning, aftaler, positivlister (ikke udtømmende)
  • Kontaktoplysninger til organisationerne (Akademikerne)
  • Ansøgningsskema og vejledninger til ansøgningsproces mm

 

Har du brug for yderligere informationer så kontakt:
AC – Akademikerne: Tlf. 33 69 40 01. 
denkommunalekompetencefond@ac.dk 

DM: Karrierekonsulent Lene Mikkelsen: lmi@dm.dk

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje