Arealanvendelsen er under forandring, og der er kamp om arealerne i byerne og på landet. Arealanvendelsen skal ændres. Både af hensyn til klimaet og biodiversiteten, men jo også til sundhed, fødevareproduktion, vandforsyning, træproduktion, klimatilpasning med meget mere. Kom og vær med til fordomsfri videndeling, sparring og metodeudvikling om de nye bæredygtige arealer, på tværs af fagligheder og roller.
I nogle beregninger forudses det, at anvendelsen af op til over 40% af Danmarks areal vil ændres som følge af de nævnte grunde. Flere af dem er voldsomt presserende så tidshorisonten er kort. Overordnet taler vi om forandringer der vil påvirke arealet mere end udskiftningen eller dræningen eller hedeopdyrkningen gjorde. Det er en enorm opgave, og det er en opgave som ikke bare kræver at vi er i stand til at planlægge i forhold til arealanvendelsen, men også at vi i praksis kan ændre vores metoder i arbejdet med arealerne. Fra de store til de små. Fra de offentlige til de private. Fra byernes til de produktive arealers anvendelse og formål.
Hvad er formålet med netværket bæredygtige arealer?
Netværket skal bidrage til medlemmernes faglige forståelse af problemstillingerne og meget gerne give adgang til tanker, metoder og værktøjer som giver mulighed for at deltage positivt i arbejdet. Det er også et fagligt nyt område og for en stor dels vedkommende er der ikke metoder som er afprøvede i den skala hvor de fremover skal anvendes, hvis forandringen skal lykkes. Eksemplerne er mange: Fra regenerativt landbrug og til 15 minutters byer, fra Soil food web løsninger og til vertical farming. Fra rationelle produktionsarealer og til arealer der har terapeutisk potentiale.
Der er også mange innovative og fremtidsorienterede kolleger der gerne vil dele viden og have sparring på ideer på tværs af fagligheder. Det er her det praktiske netværk kommer ind: Som et forum for vidensdeling, sparring og metodeudvikling.
Hvem er i målgruppe for at være medlem af netværket?
- Ansatte og selvstændige akademikere, som ikke må promovere firmaløsninger (Bortset fra i indlæg som søger at dele viden om innovative løsninger)
- De som er åbne for de kompromisser, der må indgås, når det gælder arealforvaltning
- De der søger praktiske løsninger og udveksling /udvikling af metoder
- De der vil bidrage til puljen af viden og blive klogere på bæredygtig arealanvendelse
- Forskellige fagligheder og erfaringer er meget velkomne
- Netværket kan danne undergrupper, som gør at udbyttet er "tættere på" en umiddelbar faglighed
- Fagfeltet er fyldt af dogmatiske holdninger, lad være med at tage dem med ind i netværket
Hvordan kommer det til at foregå i praksis?
- Netværket har hjemsted i København, og netværksmøder vil i udgangspunktet gennemføres som gå-hjem-møder
- Oplægsholdere kan både være netværksmedlemmer og eksterne
- Planlægning og facilitering af netværksmøder/fagseminarer går på omgang og aftales fra gang til gang, sådan at næste arrangement er aftalt når igangværende afsluttes af
- 2 personer fordeler opgaver med at sørge for indhold og facilitering af mødet
- Vi holder kontakt og skaber værdi mellem møderne via en LinkedIn-gruppe
Har du spørgsmål om netværket bæredygtige arealer, så skriv til DM Netværk.