Mere for flere
Foto: Mette Ovgaard
Fremover samler vi DM’s medlemskommunikation digitalt med stærkere, tydeligere og mere relevant indhold. Vi udvikler DM. Sammen med jer.
Kære DM-medlem
Vi laver om. Dette er det sidste trykte magasin. Vores ambitioner er tårnhøje, og DM-medlemmer skal opleve mere relevant, mere markant og mere værdifuldt indhold.
Beslutningen er truffet på baggrund af et grundigt analysearbejde af både medlemmers medievaner, hvem I er, og forbruget af vores hidtidige indhold.
Konklusionen er tydelig: I er digitale, I vil gerne have, at vi giver jer konkret værdi i et travlt arbejdsliv. I vil gerne have, at DM er tydelig på væsentlige dagsordener.
Andre faktorer er, at omkostningerne forbundet med print er steget voldsomt de seneste år, og at vi har en større opmærksomhed på det klimaaftryk, som print har. Det ansvarlige er derfor at prioritere og samle kræfterne for at styrke den digitale medlemskommunikation.
Vi har gjort os umage med at føre det indhold, I har været glade for i det trykte magasin, med videre over i den digitale medlemskommunikationIlse Kristensen, engagementschef i DM
Analyserne viser noget vigtigt: Der er langt mere, der forener jer som DM-medlemmer, end der adskiller jer. På tværs af livsfaser og fagligheder er der en klar efterspørgsel efter konkret, anvendelig viden om arbejdsliv, studieliv, rettigheder, løn, karriere og balance. Det bliver kernen fremover.
Vi vil levere levende medlemskommunikation, hvor vi går tæt på arbejdslivet. Vi kommer tættere på jeres hverdag gennem stærke temaer om for eksempel karriere, barsel, stress og det sene arbejdsliv.
Vi har gjort os umage med at føre det indhold, I har været glade for i det trykte magasin, med videre over i den digitale medlemskommunikation.
Vi fortsætter med at styrke de store fælles dagsordener og gør os markant gældende på satsninger, hvor vi lægger både analytisk, journalistisk og kommunikativ kraft. Og vi viderefører debatuniverset, hvor vi endnu tydeligere sætter medlemmernes viden i spil og sammen diskuterer arbejdsliv, studieliv, forskning, vilkår og samfund.
Endelig er det vigtigt at understrege, at fagligheden forbliver et fundament, og at nicheområderne – DM Kom, DM Digi, DM Bio, DM Professionshøjskoler og Forskerforum – fortsat vil have en stærk stemme.
Vi siger farvel til print. Men vi styrker indholdet, retningen og relationen: Mere for flere.