100.000 danskere er tilkendt fleksjob - alligevel er ordningen blot en bisætning i kæmpe reform
Beskæftigelsesreformen blev præsenteret som "Danmarkshistoriens største forenkling af beskæftigelsessystemet", da aftalen blev præsenteret 9. april i år. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix.
Tusindvis af borgere har ret til fleksjob, men bliver ikke ansat. Alligevel er ordningen ikke tænkt med i stor reform af beskæftigelsessystemet.
Merete Hornecker havde med spænding set frem til politikernes udspil. Som formand for Landsforeningen Fleksjob arbejder hun få at skabe gode forhold for de 100.000 danskere, der er bevilget fleksjob.
Men da hun læste teksten i den politiske aftale, der blev indgået af et bredt politisk flertal i april måned, blev hun skuffet.
”I udspillet til beskæftigelsesreformen er fleksjobordningen stort set ikke nævnt med et ord. Dermed er der jo lagt op til, at urimeligheder i ordningen bare kommer til at fortsætte,” siger Merete Hornecker.
Med reformen fjerner politikerne kravet til, at kommunerne skal have et jobcenter. Der skal afholdes knap 500.000 færre samtaler i kommuner og a-kasser, og samlet set skal der spares 2,7 milliarder kroner.
Det er altså en omfattende reform, der vil påvirke de fleste områder af indsatsen.
Men leder man efter større ændringer i fleksjobordningen, så leder man forgæves - udover en ændring, der betyder, at fleksløntilskuddet ikke længere skal kunne medføre modregnes i pension.
Det er en fejl, at der ikke er fokus på fleksjob, mener Thomas Bredgaard, som er professor på Aalborg Universitet, hvor han er tilknyttet forskningscenter for handicap og beskæftigelse og har forsket i ordningen.
”Der er behov for at justere eller at reformere fleksjobordningen. Der er en række udfordringer med ordningen, som ville have været oplagt at tage fat i nu,” siger Thomas Bredgaard.
Undersøgelser af området viser, at der generelt er mangel på ledige fleksjob. Og når personer så bliver ansat i fleksjob, er der problemer med at blive inkluderet ordentligt på arbejdspladsen, eller at få udnyttet deres kompetencer tilstrækkeligt, pointerer han.
Fleksjob-ordningen er i sin nuværende form også blevet kritiseret fra andre sider. Mens nogle mener, at reglerne er for rigide i forhold til selvstændige, og arbejdsgiverne mener, at personer i fleksjob bør have større incitament til at arbejde mere, har politikere fra både regeringen og oppositionen har sagt, at de er klar til at genopfinde fleksjobbet.
Venter stadigvæk på lovet evaluering
Hvis det stod til Landsforeningen Fleksjob, havde reformen af beskæftigelsesindsatsen taget fleksjob under behandling på en række områder, siger Merete Hornecker.
Hun havde håbet, at det fremover blev muligt for personer visiteret i fleksjob at starte som selvstændig, som de ikke må i dag.
Hun krydsede også fingre for, at modregningsreglerne ville blive fjernet. I dag bliver lønstigninger og bonusser til personer i fleksjob nemlig fraregnet det offentlige løntilskud, så de reelt ikke oplever nogen stigning i indtægt.
Og så har foreningen et ønske om bedre pensionsmuligheder. Personer i fleksjob risikerer at stå uden pensionsopsparing, når de engang stopper med at arbejde helt, fordi arbejdsgiverne i dag kun er forpligtede til at indbetale pensionsmidler for de få timer, som en person, visiterede til fleksjob, arbejder om ugen.
”Nu vil vi sende et høringssvar til lovforslaget. Og så håber vi, at forligskredsen efterfølgende vil mødes for at behandle fleksjobordningen. Vi venter stadig på en evaluering, som det var blevet lovet i 2017,” siger Merete Hornecker.
Hun er også bekymret over, at der er lagt op til, at personer, der har været på sygedagpenge i 26 uger, skal ned på en lavere ydelse. For der står intet om, hvilken ydelser dette så skal være.
”Er det en kontanthjælpssats? Eller er det endnu lavere? Det står der intet om. Jobafklaring og ressourceforløb fjernes også. Det er også meget bekymrende. Det virker, som om man slet ikke har øje for mange af de problemer, som personer visiterede i fleksjob står overfor,” siger Merete Hornecker.
Ifølge beskæftigelsesordfører for Venstre, Kim Valentin, var der ikke politisk opbakning til at bringe fleksjobordningen i spil i beskæftigelsesreformen.
”Vi går jo fra 13 indsatsområder til 5. Og 3 områder nedlægges helt. Så vi synes, der var rigeligt at tage fat på i reformen med det. Fleksjobordningen er værd en forhandling i sig selv. Men, der var ikke politisk opbakning til at gøre noget ved den i denne ombæring,” siger Kim Valentin.
SF spænder ben for jobreform.
Der mangler stadig en afgørende brik for at kunne indfri flere af reformens største besparelser. Og den sidder SF med, skriver Altinget.
Partiet forlod forhandlingerne, kort inden aftalen faldt på plads, og det får nu konsekvenser, da SF er forligspartner på centrale dele af beskæftigelsesområdet.
Det betyder, at de dele af reformen, som berører tidligere aftaler – herunder fleksjob, førtidspension og kontanthjælp – kun kan gennemføres, hvis forligspartierne er med.
”Nu har SF meldt sig ud af forhandlingerne, og det kan jo godt forhale tingene på for eksempel fleksjob-området. Så jeg har svært ved at se, at der sker noget i hverken dette forår eller før ét kommende valg. Men jeg fornemmer, at der er en god stemning for at få ændret på nogle af de problemer, der er med i ordningen. Hvad det præcist skal være, vil jeg dog ikke gå ind i på nuværende tidspunkt”, siger Kim Valentin.
Selvom fleksjobordningen er udeladt af den store beskæftigelsesreform, så tyder noget på, at der kan blive kigget på den efterfølgende, forklarer Thomas Bredgaard.
”Der er noget, der tyder på, at man skal i gang med at kigge på førtidspension, og der ligger fleksjob så indimellem den aktive beskæftigelsesindsats og førtidspensionsområdet. Det ville være oplagt at tage fleksjob med i den ombæring,” siger han.
Der ligger også et forlig tilbage fra 2013, som nok vil være genstand for den her politiske aftale.
”Vi kan også se, at der er sket en stor stigning i antallet af personer på førtidspension, og det gælder især unge med psykiske lidelser. Så det er ret presserende at få gjort noget ved hele dette område.”