Dansk Magisterforening

Studerende lever for ned til 500 kroner om måneden

Mange studerende skal tage svære valg i supermarkedet og i andre situationer i hverdagen, fordi budgettet er presset - og værre end sidste år. © Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Af Sofia Tøfting
Del artikel:

Hver sjette studerende har under 1000 kroner til rådighed om måneden. 8 procent har under 500. "Jeg har svært ved at se, at det holder i længden," siger forbrugerøkonom.

Hvad ville du helst - have hovedpine eller spise tør pasta?

Mange studerende skal vælge mellem panodil eller pesto, når står i supermarkedet både sidst og først på måneden.

En undersøgelse fra DM viser, at hver sjette af de adspurgte studerende har rådighedsbeløb på under 1000 kroner om måneden til mad og fornødenheder som for eksempel medicin – og at det står værre til end året forinden.

For 8 procent af de studerende står det endnu værre til. De melder, at kontoen siger mindre end 500 kroner om måneden efter faste udgifter som husleje, mobilabonnement og forsikring. 

Så skal man drikke vand til morgenmad og spise havregryn til aften

Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen

Forbrugerøkonom hos Sydbank Ann Lehmann Erichsen er ikke overrasket, men hun synes, at især et rådighedsbeløb på 500 kroner lyder af alt for lidt.

”Det er virkelig vildt. Medmindre man er meget minimalistisk, så har jeg svært ved at se, at det holder i længden. Med 500 kroner til mad på en måned, så skal man drikke vand til morgenmad og spise havregryn til aften.”

Hun vurderer, at den studerende i de tilfælde ikke har et langtidsholdbart budget.

Når en relativt stor gruppe af studerende svarer, at de har højst 1000 kroner til rådighed om måneden, går regnestykket ikke op, fortæller Ann Lehmann Erichsen. 

“Du kan godt overleve på mindre, for det gør de studerende. Man kan sagtens humpe sig fra måned til måned, men så er der intet trygt økonomisk underlag. Det er ikke holdbart den dag, ens tand knækker, eller cyklen går i stykker,” siger Ann Lehmann Erichsen.

De færre penge mellem er hænderne er ikke uden konsekvenser. De studerende i undersøgelsen har svaret, at de fravælger fornøjelser såsom ferie, fritidsaktiviteter og sociale aktiviteter som følge af deres økonomi.

Mange studerende får også økonomisk hjælp af deres forældre, siger Ann Lehmann Erichsen. Og nogle bor måske også med en partner, som de kan dele udgifterne med og på den måde får en lavere udgifter til for eksempel varme, mad og abonnementer.

Holder ikke i længden

Ann Lehmann Erichsen har for Sydbank udarbejdet det, der hedder et ’minimalbudget’. Minimalbudgettet for en studerende viser, hvor meget man bør regne med, at hverdagen koster, hvis man skal leve sådan længe.

”Hvis man skal leve beskedent og ordentligt som studerende, har man brug for knap 7900 kroner til rådighed, når huslejen er betalt," siger hun.

Det betyder ikke, at mindre ikke kan gøre det, men det giver en idé til et mere langtidsholdbart budget.

I Ann Lehmann Erichsens beregninger dækker de 7900 kroner også over faste udgifter som forsikringer og el. I DM's undersøgelse er rådighedsbeløbet allerede fratrukket de faste udgifter som forsikringer og el. Fælles for begge tal er, at de ikke medregner huslejen.

44 procent af de studerende svarer, at deres økonomiske situation er værre i dag end for et år siden.

Det overrasker ikke Ann Lehmann Erichsen.

“Inflationen er godt nok faldet, men priserne stiger fortsat. Alle på arbejdsmarkedet har fået pæne lønstigninger, men SU'en halter bagefter. Og det samme gælder nok også studiejobbet, hvis man har sådan et,” siger hun.

Minimalbudget for en studerende

Kilde: Ann Lehmann Erichsen, Sydbank. Note: Beregnet ud fra en studerende i København.    
Udgifter Månedlige udgifter for hele husholdningen som kvinde 18-29 år. Månedlige udgifter for hele husholdningen som mand 18-29 år.
Mad og drikke 1.880 kr. 2.363 kr.
Tøj og sko 487 kr. 373 kr.
Hygiejne og sundhed 546 kr. 269 kr.
Transport m. cykel og offentlig transport ungdomspriser 750 kr. 750 kr.
Sport og teleabonnement (Løbesko, fitness osv.) 498 kr. 450 kr.
Rengøringsmidler og andre husholdningsartikler 348 kr. 348 kr.
Varige forbrugsgoder (Møbler, hårde hvidevarer værktøj osv.) 544 kr. 544 kr.
Forsikring, a-kasse og fagforening 400 kr. 400 kr.
Kultur og fritid (TV, gaver, pc, mobiltelefon, streaming, bøger, osv.) 1.001 kr. 1.001 kr.
Supplerende boligudgifter (Varme, vand og el) 1.376 kr. 1.376 kr.
Husleje 6.500 kr. 6.500 kr.
Udgifter i alt 14.330 kr. 14.374 kr.

Artiklen er opdateret den 4. december med mere information om budgettet.

}