Hver fjerde studerende får økonomisk hjælp af forældrene
DMs ‘Studielivsundersøgelse 2026’ viser, at 26 procent af de studerende, altså over hver fjerde, fast får økonomisk hjælp af deres forældre. "Uddannelse skal ikke afhænge af forældrenes pengepung", siger DM's forperson Janne Gleerup. Foto: Mette Ovgaard
Hver fjerde studerende betaler fast månedens udgifter med hjælp fra forældrene. Forperson i DM, Janne Gleerup, kalder det ‘bekymrende’, at så mange studerende er afhængige af forældrenes økonomi for at gennemføre deres uddannelse.
Hver fjerde studerende får fast en økonomisk håndsrækning af deres forældre.
Det viser DMs ‘Studielivsundersøgelse 2026’.
12 procent af de studerende får fast økonomisk støtte af forældrene til noget specifikt som f.eks. husleje, og 14 procent får fast økonomisk støtte i form af f.eks. et månedligt beløb.
Det er bekymrende, at så mange studerende er afhængige af deres forældres økonomi for at kunne gennemføre deres uddannelse, lyder det fra forperson i DM, Janne Gleerup.
“Uddannelse skal være en mulighed for alle, uanset social baggrund, og skal ikke afhænge af forældrenes pengepung,” siger hun.
Når de studerende er pressede økonomisk, går det udover deres uddannelse og mængden af energi, de kan lægge i den, mener Janne Gleerup. Derfor skal de studerendes vilkår prioriteres højere, siger hun.
“De studerendes vilkår skal generelt prioriteres højere politisk, så de studerende kan koncentrere sig om deres uddannelse frem for konstant at bekymre sig om økonomien,” siger Janne Gleerup.
Studerende må bruge kræfter det forkerte sted
Med den nye SU-reform, som trådte i kraft 1. juli 2025, kom også afskaffelsen af det fleksible SU-år. Studerende har nu kun SU til præcis de antal måneder, studiet er planlagt til.
Det er et sted, som DM mener, at man politisk bør sætte ind for at skabe bedre økonomiske vilkår for de studerende.
“I DM arbejder vi for at styrke den økonomiske tryghed og bedre studievilkår. Vi ønsker blandt andet, at det fleksible SU-år bliver genindført, så de studerende har mulighed for at skifte spor eller udskyde deres studie, uden at blive straffet for det,” siger Janne Gleerup.
I en tid, hvor leveomkostningerne er steget, og huslejen mange steder er stukket helt af, er det dybt problematisk, at så mange unge må bruge kræfter på at få økonomien til at hænge sammenJanne Gleerup, forperson i DM
DMs ‘Studielivsundersøgelse 2026’ viser også, at halvdelen af de studerende er økonomisk pressede. Vi må ikke lukke øjnene for det billede, som undersøgelsen tegner, siger Janne Gleerup.
“Alt for mange studerende lever med et økonomisk pres, der ikke er holdbart i længden,” siger hun.
Det økonomiske pres tvinger de studerende til blandt andet at fravælge sociale aktiviteter, hvilket samtidig påvirker trivslen for de studerende, uddyber Janne Gleerup.
Det har den konsekvens, at de studerende bruger deres kræfter det forkerte sted, mener hun.
“I en tid, hvor leveomkostningerne er steget, og huslejen mange steder er stukket helt af, er det dybt problematisk, at så mange unge må bruge kræfter på at få økonomien til at hænge sammen i stedet for at koncentrere sig om deres uddannelse og studieliv,” siger Janne Gleerup.