Den private virksomhed HOFOR takker Jane Meller Thomsen for hendes indsats som TR i anledning af, at hun fik tildelt DM’s tillidspris og fik besøg af DM’s formand.
"Jeg passer jo bare mit arbejde", sagde Jane Meller Thomsen, da Kommunikationsafdelingen i HOFOR interviewede hende til virksomhedens Intra i anledning af, at hun fik DM’s tillidspris i 2021, som blev uddelt på årsmødet for tillidsvalgte i DM i november.
Ikke desto mindre takker virksomheden Jane for hæderen og skriver på deres Intra: ”Et stort tillykke skal lyde til Jane med prisen og for hendes store indsats som tillidsrepræsentant her i HOFOR”.
I indstillingen til prisen, skrev kollegerne blandt andet, at "Jane brænder for at gøre vores daglige trivsel bedre og yder en stor indsats for, at vi som gruppe bliver hørt i virksomheden. Hun møder os hjerteligt og varmt, så vi føler os hørt og set – og hun er ikke bange for at kæmpe vores sag i systemet”.
Jane Meller Thomsen understreger på virksomhedens Intra, at det gode tillidsarbejde kun lader sig gøre med en ledelse, der bakker op gennem samarbejdet på tværs med de øvrige tillidsrepræsentanter, som findes i HOFOR.
DM’s formand kom med TR-kage
Anledningen til at hylde Jane Meller Thomsen på virksomhedens Intra var, at DM’s formand, Camilla Gregersen, tidligere i december var inviteret til at deltage i HOFORs Magisterklubs frokostmøde, hvor hun endnu engang benyttede lejligheden til at sige tillykke til Jane Meller Thomsen med den velfortjente pris.
Camilla Gregersen overraskede med en stor og flot kage med påskriften Årets TR, som Jane Meller Thomsen kunne nyde sammen med kollegerne i HOFOR.
Jane Meller Thomsen deler årets tillidspris med to andre tillidsrepræsentanter, som fik overrakt prisen sammen med Jane på årsmødet for tillidsvalgte i Kolding, hvor de alle tre blev hyldet af de 170 tillidsvalgte, som deltog på årsmødet. De to andre tillidsrepræsentanter og deres kolleger kan således også vente besøg af DM’s formand i det nye år.
Læs også artiklen i Akademikerbladet: Tillidsprisen 2021: Hele tre tillidsrepræsentanter hyldes
Læs også Jane Meller Thomsens gode råd til, hvilken rolle man kan spille i lønforhandlingerne som privatansat tillidsrepræsentant fra TR-NYT december 2020.
Læs artiklen her