Spring menu over

Værn om medarbejderinvolveringen og demokratiet under corona

Kernegruppedag
Organiseringskonsulent i DM, Karen Plenge Johansen var med online hjemmefra på kernegruppedagen for tillidsvalgte på Hotel Sixtus.

© Niels Hougaard

Del artikel:
Af organiseringskonsulent i DM, Karen Plenge Johansen

Humlen er, at vi ikke kan blive ved med at aflyse møder og processer, der sikrer, at medarbejderne bliver hørt og hører hinanden på grund af corona. I bund og grund er det arbejdspladsens demokratiske processer, der er på spil.

Coronakrisen kører nu på ottende måned. For mange er krisens restriktioner blevet hverdag: håndsprit, staycation, mundbind, afstand og digitale møder er blevet en del af den daglige selvopretholdelse og arbejdsrutine.

Ifølge Psykologforeningen kan vi samtidig forvente at opleve en markant stigning i (sygdoms-)angst, depression og udbrændthed. Så selvom restriktionerne er blevet hverdag, har vi endnu ikke løst udfordringen omkring, hvordan vi skaber sammenhængskraft, kollegaskab og fællesskab, når vi ikke kan være sammen?

For tillidsvalgte har dette spørgsmål en ekstra dimension, når klubmøder, generalforsamlinger og visse steder også årlige lønforhandlinger bliver udskudt eller aflyst pga. coronakrisen. Dermed bliver spørgsmål om den generelle trivsel på arbejdspladsen suppleret med et potentielt brud på overenskomstsikrede rettigheder og mulighed for demokratisk indflydelse på arbejdspladsen.

Udskydelse og forsinkelse af arbejdspladsens demokratiske processer

Tina Borgmann, der er TR for DM/DJØF i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning genkender udfordringen:

”Vi er en kæmpe arbejdsplads med en klub på over hundrede mennesker. Hvis vi skal afholde generalforsamling på Teams, så dør det helt og aldeles. Det er svært at skabe energien på den platform. Jeg savner virkelig oplevelsen af at mærke, hvor mine kolleger er”, fortæller hun.

Som projektleder på Netværk for Tillidsvalgte i DM har jeg mødt Tinas bekymring i mange af de samtaler, jeg har haft med de tillidsvalgte under coronakrisen.

2020 har betydet en digital omstilling for os alle. I foråret oplevede vi undtagelsestilstanden, krisen og chokket over hjemsendelsen og det stigende smittetryk. Mange af os havde rigeligt at se til med at overleve næste dag med job, børnepasning og stribevis af omstillinger. Det var en udfordring for selv den bedste tillidsvalgte.

Tillidshvervet skal finde sin nye digitale form

Nu er vi længere inde i krisen, og også hvervet som tillidsvalgt skal finde sin form i denne nye situation.

Arbejdet, på godt og ondt, fortsætter jo ufortrødent med alle de sejre, konflikter, udfordringer og gevinster, det medfører.

Vi har måske vænnet os til de digitale møder, men mange behandler dem stadig som et midlertidigt onde, hvor formen er unødigt stiv og upersonlig. I bund og grund er øvelsen, at gøre op med myten om det effektive, virtuelle møde. For et virtuelt møde kan sagtens have relationsopbyggende elementer, hvor personlige drøftelser og meningsudvekslinger kan foregå lige så dybtfølt, som i et fysisk møde. Og nogle gange kan de, der ikke har mod på at sige så meget i det fysiske rum, faktisk få deres plads i det virtuelle.

Ydermere kan den virtuelle form måske være mere appellerende for dem, der ikke har mulighed for at deltage i de fysiske møder på grund af logistik eller andet. Humlen er, at vi ikke kan blive ved med at aflyse møder og processer, der sikrer, at medarbejderne bliver hørt og hører hinanden på grund af corona. I bund og grund er det arbejdspladsens demokratiske processer, der er på spil.  

Bliv klædt på til dit næste, virtuelle klubmøde eller generalforsamling

I regi af Netværk for tillidsvalgte kan du deltage i et onlineseminar, der kan klæde dig på til at afholde dit næste klubmøde eller generalforsamling. Du kan tage erfaringerne herfra videre i de processer, der måske ellers bliver aflyst på din arbejdsplads. Det kan være alt fra drøftelser i forbindelse med de årlige lønforhandlinger, opsamling på APV eller andre møder, din ledelse ellers plejer at tage i det fysiske rum.

På seminaret vil du opdage, at det drejer sig mindre om at trykke på de rigtige knapper og kende de præcise funktioner i de mange forskellige digitale platforme, og meget mere om de fælles normer for adfærd i det virtuelle rum.

Underviseren på seminaret er Katrine Kent og hendes makker Anne Eggebrecht, som er forfattere til bogen, ”Facilitering af onlinemøder. Sådan får du engagement og ejerskab gennem skærmen”. I firmaet Playmaker har de specialiseret sig i at drive virtuelle møder og workshops.

Du er velkommen til at invitere en tillidsvalgtkollega med til seminaret – også selvom vedkommende ikke er medlem af DM.

Mødet er arrangeret af kernegrupperne i Netværk for tillidsvalgte i DM. Læs mere om netværkene og om, hvordan du tilmelder dig dem.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje