Spring menu over

Genåbningen i det offentlige er i gang vest for Storebælt: Det skal du være opmærksom på

Del artikel:

Som TR skal du søge indflydelse på genåbningen og arbejde for, at der skabes klare retningslinjer for, hvordan og hvornår, I skal møde fysisk på arbejde igen, og at der indgås midlertidige lokalaftaler, fx hvis I bliver pålagt at arbejde på skæve tider.

Regeringen og Folketingets partier har med den seneste genåbningsplan, fase 2, aftalt, at medarbejderne i den offentlige sektor, bortset fra i Region Hovedstaden og Region Sjælland, kan møde fysisk på arbejde igen. Det betyder, at medarbejdere, som har fysisk arbejdsplads i Region Nordjylland, Region Midtjylland eller Region Syddanmark har kunnet komme på arbejde igen fra den 27. maj.

Den nye aftale understreger dog, at de medarbejdere, som indtil nu har kunnet passe deres arbejde hjemmefra som hovedregel skal blive ved med det. Derfor bør det som udgangspunkt være frivilligt, om den enkelte ønsker at komme tilbage på arbejdspladsen eller fortsætte med at arbejde hjemme.

For dem, som ønsker eller er nødsaget til at komme tilbage, kan du som tillidsrepræsentant være med til at drøfte i hvilken rækkefølge, det bør ske hos jer, og hvilke løsninger, der passer bedst til jeres arbejdsplads. Nogle steder har man fx aftalt, at medarbejderne kan skiftes til at møde på arbejde forskellige dage i ugen, eller at medarbejder og chef løbende aftaler det, så man kan tage hensyn til individuelle behov.

Vær særligt opmærksom på forskudt arbejdstid

Aftalen påpeger, at det er væsentligt, at medarbejdernes transport til og fra arbejdspladsen kan ske på en måde, hvor risikoen for smittespredning minimeres, da det er et fælles ansvar at udjævne trykket på den kollektive transport henover dagen. Det nævnes, at det fx kan ske ved brug af forskudte mødetider, så flest muligt rejser uden for myldretiden. Dermed er der lagt op til, at arbejdsgiverne kan pålægge medarbejderne at arbejde på skæve tider.

DM anbefaler, at I på arbejdspladserne drøfter, om I har behov for at arbejde forskudt hos jer, eller om det kan løses på andre måder. Hvis det er nødvendigt, anbefaler vi, at aftaler om arbejde på skæve tidspunkter skal være frivillige og aftales for en tidsbegrænset periode.

De offentlige overenskomster indeholder ikke retningslinjer for arbejdstidens placering, men den enkelte arbejdsplads kan have fastsat nogle fælles retningslinjer eller have en lokal arbejdstidsaftale. Hvis intet andet er aftalt forudsætter overenskomsterne, at arbejdstiden som udgangspunkt ligger inden for normal kontortid, det vil sige indenfor tidsrummet kl. 6-18 på hverdage.

Offentligt ansatte akademikere er dog omfattet af en rådigheds- og/eller merarbejdsforpligtigelse, og derfor kan man godt blive pålagt at arbejde uden for normal kontortid og også i weekender. Arbejde uden for normal kontortid indgår i den normale arbejdsnorm og kan ikke nødvendigvis betragtes som merarbejde alene på grund af tidspunktet.

Hvis man til gengæld over en længere periode bliver pålagt fast arbejde om aftenen og/eller i weekenden, kan det blive aktuelt at vurdere, om der skal indgås en lokal arbejdstidsaftale, herunder aftale om honorering af det arbejde, der ligger udenfor almindelig kontortid.

Da medarbejderne fortsat er ansat og aflønnes efter deres egne overenskomstmæssige vilkår, kan det derfor blive aktuelt at indgå lokale arbejdstidsaftaler og drøfte honorering af arbejde på skæve tider. Det er dog fortsat DM’s anbefaling, at alle udviser størst mulig fleksibilitet og at eventuelle tvister omkring honorering udsættes til denne ekstraordinære situation er overstået. Som tillidsrepræsentant kan du imidlertid påpege overfor ledelsen, at arbejde udenfor normal kontortid som udgangspunkt falder udenfor overenskomstens forudsætninger, og samtidig opfordre medlemmerne til at registrere deres arbejdstid.

Læs mere om arbejdstidens placering i de offentlige overenskomster 

Sæbe, sprit og afstand er stadig lige vigtigt

Retningslinjerne påpeger, at en væsentlig forudsætning for en genåbning af arbejdspladserne er, at de indrettes, så risikoen for smittespredning minimeres. Derfor er første skridt at indrette arbejdspladserne forsvarligt, for først herefter kan der arbejdes med en tilbagevending til arbejdspladsen for alle eller dele af de ansatte.

Med genåbningen af arbejdspladserne bliver håndteringen af smitterisikoen således igen et fælles anliggende, og derfor er det vigtigt at søge indflydelse på planerne for genåbningen af din arbejdsplads.

Det er centralt, at du bliver inddraget, da du som tillidsvalgt kan være med til at sikre, hvordan genåbningen kan tage højde for de - ofte vidt forskellige - situationer, dine kolleger står i. Nogle kan være mere bekymrede end andre for at komme på arbejde og være sammen med mange mennesker igen. Du kan derfor være med til at sikre, at der bliver taget individuelle hensyn til dem, der fx selv er i risikogruppen, har nære pårørende, der er det, eller kolleger, der har andre særlige familiemæssige situationer.

Læs mere i artiklen Din rolle i genåbningen af arbejdspladsen

DM opfordrer og anbefaler

DM opfordrer tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter til, at:

Søge mest mulig lokal dialog om forhold og vilkår. Der findes ingen one-size-fits-all-løsninger

Søge indflydelse på genåbningen, fx via det lokale samarbejde (SU/MED). Du kender dine kolleger og deres behov, og derfor kan du være med til at sikre en smidig genåbning.

Indgå lokalaftaler om arbejdstid, som skal være midlertidige og så vidt muligt frivillige.

Sikre at alt arbejde kan udføres fagligt og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Bruge hinanden som tillidsvalgte i Facebookgruppen for tillidsvalgte og ikke mindst bruge de tilbud om virtuel sparring, som DM stiller til rådighed.

Kontakte de regionale netværk og fx søge sparring med en lokal vinkel. 
Tilmeld dig dit netværk 

Kom til onlinemøder om genåbning

DM afholder i løbet af de kommende uger onlinemøder for alle tillidsvalgte om genåbningen af de offentlige arbejdspladser, hvor det er muligt at drøfte fx mulige samarbejdsaftaler, samt hvad der har fungeret godt ved hjemmearbejdet under hjemsendelsen og derfor er værd at tage med videre.
Hold øje med DM’s kalender og Facebookgruppen for tillidsvalgte 

Læs Retningslinjer for ansvarlig genåbning af offentlige kontorarbejdspladser (pdf)

 

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje