Spring menu over

Aftale om mulighed for at forlænge ansatte i uddannelsesstillinger og tidsbegrænsede forskerstillinger

Del artikel:

Der er indgået aftale med Uddannelses- og Forskningsministeriet og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som giver videregående forsknings- og uddannelsesinstitutioner mulighed for at forlænge ansatte, som er forsinket i ansættelsesforløb som følge af COVID-19.

For alle forskere og undervisere ved de videregående forsknings- og uddannelsesinstitutioner har nedlukningen fra dag ét betydet en fuldstændig omvæltning af arbejdslivet og rammerne for at gennemføre undervisning og forskning, og DM har fra starten af nedlukningen peget på nødvendigheden af at finde en løsning på de forsinkelser i uddannelses- og ansættelsesforløb, som nedlukningen har skabt for mange ph.d-studerende, adjunkter, postdocs og andre i uddannelsesstillinger og tidsbegrænsede forskerstillinger.

Behov for hjælpepakker

Det er naturligvis positivt, at det nu bliver muligt for arbejdsgiver at forlænge ansættelser, så vi ikke risikerer at stå med ph.d.-studerende, der ikke kan færdiggøre deres uddannelse, adjunkter der ikke kan komme videre i deres karriereforløb og forskningsprojekter, der ikke kan gøres færdige og bliver tabt på gulvet. Men det er kun første skridt. For det hjælper ikke, at midlerne til forlængelser skal findes inden for institutionernes nuværende budgetter, for så ender regningen hos forskning og undervisning.

Derfor mener DM, at der politisk skal laves en hjælpepakke til forlængelserne, for økonomien må ikke blive en barriere for, at uddannelsesforløb og forskningsprojekter kan gennemføres, ligesom det ikke skal hænge på den enkelte - uden løn.

Økonomien må ikke blive en barriere for, at uddannelsesforløb og forskningsprojekter kan gennemføres.

Hvis der ikke kommer midler til en hjælpepakke, vil besparelser ramme bredt på universiteterne.

Forsinkelser sidestilles med forsinkelser som følge af sygdomsfravær

Der findes i dag hjemmel i en række bekendtgørelser, aftaler og notater til at udskyde bedømmelsesfrister og forlænge midlertidige ansættelser i tilfælde af længerevarende sygdom.

I aftalen er der opnået enighed om, at forsinkelse som følge coronakrisen umiddelbart må sidestilles med f.eks. en forsinkelse som følge af sygdom eller andet, som den ansatte i uddannelsesstillingen eller den tidsbegrænsede forskeransættelse er uden skyld i. Aftalen giver således arbejdsgiverne mulighed for at forlænge ansættelser og udskyde frister i en periode svarende til hjemsendelsen og i særlige tilfælde længere, hvis der påviseligt er en længere forsinkelse.

Se hele aftalen her

Det kan du gøre som tillidsrepræsentant

Aftalen giver mulighed for, at arbejdsgiver efter ansøgning fra medarbejderen, og efter en konkret og individuel vurdering, kan forlænge tidsbegrænsede ansættelser med den periode, som medarbejderen måtte have været hjemsendt som følge af covid-19.

Der er derfor tale om en aftale som i vidt omfang skal udfyldes og udmøntes lokalt på de enkelte institutioner.

Artiklen fortsætter efter boksen

Onlinemøde om mulighederne for forlængelser

DM inviterer tillidsrepræsentanterne til onlinemøde torsdag 7. maj kl 11-12.

Vi stiller skarpt på aftalen og de muligheder, den åbner op for, samt de barrierer en manglende finansiering kan få af betydning. Du vil som tillidsrepræsentant få mulighed for at drøfte med andre tillidsrepræsentanter og konsulenter fra DM, hvordan du og din medlemmer bedst forholder sig til aftalen, så den enkelte berørte medarbejder får den bedst mulige løsning på de udfordringer, coronakrisen har medført – indenfor de rammer aftalen udstikker.  

Det vil derfor være op til de enkelte institutioner at udstikke rammer, procedurer og kriterier for forlængelser, herunder procedurer for, hvordan den enkelte berørte medarbejder skal søge om forlængelse.

Som tillidsrepræsentant kan du være med til at sørge for, at der lokalt bliver taget stilling til, hvordan aftalen skal udmøntes og forvaltes, og hvordan man som berørt medarbejder skal forholde sig, hvis coronakrisen har forsinket ens forskningsprojekt.

DM anbefaler, at du:

  • lokalt er med til at skabe opmærksomhed om de problemstillinger og særlige udfordringer, som coronakrisen har for dine kolleger og deres ansættelsesforhold.
  • går i dialog med ledelsen omkring fastlæggelsen af rammer og kriterier for forlængelser af den enkelte ansatte, herunder ansøgningsprocedurer og dokumentationskrav
  • sikrer at ledelsen tydeligt informerer medarbejderne om, hvordan medarbejderne skal forholde sig, herunder hvem de skal kontakte, og hvilke procedurer de skal følge, hvis de vil søge om forlængelse.
  • råder dine kollegaer til at underrette nærmeste leder/arbejdsgiver og være i dialog med dem og en eventuel vejleder, om de udfordringer de oplever, så udfordringerne i videst muligt omfang håndteres i den løbende dialog med medarbejderen selv.
  • anbefaler dine kolleger at notere, hvilke konsekvenser coronatiltagene har for deres ansættelsesforhold, fx i form af forsinkelser i forskningsprojekt og/eller undervisning.
  • anbefaler ph.d.-vejledere, at skrive de særlige konsekvenser af corona ind i næstkommende (og eventuelle senere) halvårsevaluering(er) af den ph.d.-studerendes projektforløb, så de omkostninger der opleves, bliver dokumenteret og formaliseret.
  • anbefaler adjunktvejledere at tage initiativ til en kort fælles anerkendt beskrivelse af konsekvenser, som kan bruges senere, hvis medarbejderen bliver forsinket.

Det vil med stor sandsynlighed være et krav i forhold til en imødekommelse af en ansøgning om forlængelse af et forskningsprojekt eller et ph.d.-stipendiat, at det kan dokumenteres, at det er corona-situationen, der har forsinket dem. Ikke mindst, hvis de søger om en længere forlængelse, end hjemsendelsen har varet. Derfor kan disse anbefalinger være en nødvendig hjælp for den enkelte, hvis deres projektplan skal revideres.

Få dine kolleger med og styrk fællesskabet

Som tillidsrepræsentant kan du hjælpe til med at arbejde for en politisk løsning. Du kan lokalt opfordre dine kolleger til at skrive til politikere om behovet for hjælpepakke. Fortæl politikerne konkret om de helt personlige og faglige konsekvenser, coronasituationen har fået for den enkelte forsker og dennes forskning. Og bed dem samtidig om at orientere DM’s formand på cg@dm.dk.

Læs mere om aftalen og om DM’s henvendelse til ministeren og forskningsordførerne her og videresend gerne link til dine kollegaer.

In English

Vi håber samtidig, at regeringen går i dialog med de private fonde om at være forstående i forhold at betale for forlængelse for det store antal ph.d.-stillinger, som de i forvejen finansierer.

Selvom hjælpepakker er vigtige til at sikre både arbejdspladser og økonomien i bredere forstand, så står vi over for en stor udfordring. Og vores styrke til at sikre, at der ikke bliver skåret endnu dybere i økonomien til forskning og videregående uddannelse står og falder på medlemmer og deres engagement.

Derfor kan du som tillidsrepræsentant være med til at gøre vores fællesskab endnu stærkere.

Du kan indtil 11. maj give en kollega tre måneders gratis medlemskab af DM.

Send din kollega eller ven dette link og styrk DM’s fællesskab
https://dm.dk/3-maaneder-gratis-k

DM er klar til at hjælpe

Oplever du som tillidsrepræsentant, at der opstår nye og andre spørgsmål, så tag kontakt til DM’s sekretariat, så vi kan hjælpe dig med at finde de relevante svar. I DM vil vi løbende udbygge vejledningerne på vores hjemmeside

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje