Vedtægt for DM Universitet

Del artikel:

Nedenfor kan du læse vedtægterne for DM Universitet: Forskning og Uddannelse.

§1 Navn

Sektorens navn er DM Universitet: Forskning og Uddannelse

§2 Formål

Stk. 1. Sektorens formål er at bidrage til at fremme bedst mulige løn-, arbejds- og levevilkår på sektorens arbejdspladser samt at organisere medlemmer på sektorens arbejdspladser omkring fagligt relevante spørgsmål og lokal udmøntning af de sektornære politiske beslutninger.

§3 Opgaveområde

Stk. 1. Denne sektors opgaveområde er interessevaretagelse for det videnskabelige personale på universiteter, kulturministerielle uddannelsesinstitutioner og forskningsinstitutioner.

Stk. 2. Ledige DM-medlemmer samt øvrige DM-medlemmer, der måtte ønske det, kan tilknytte sig sektoren, dog jf. stk. 3.

Stk. 3. Videnskabeligt ansatte på universiteterne tilknyttes universitetssektoren. Ansatte ledere med kompetence til at ansætte eller afskedige medarbejdere, eller som har formel indstillingsret til at ansætte eller afskedige medarbejdere, dvs. rektorer, (vice)dekaner og (vice)institutledere og lignende, tilknyttes dog DM Leder.

§4 Sektorens organisering

Stk. 1. Sektoren er underlagt de for sektorer gældende bestemmelser i DM’s vedtægt.

Stk. 2. Medlemmer af DM kan oprette medlemsnetværk, jf. DM´s vedtægt § 8, som kan være tilknyttet sektoren. Sektorbestyrelsen kan også oprette medlemsnetværk under sektoren og kan overdrage særlige opgaver til enkeltmedlemmer eller udvalg i eller uden for sektorbestyrelsen.

Stk. 3. Medlemmer af DM kan oprette arbejdspladsklubber inden for sektoren eller på tværs af sektorer, se DM’s vedtægt §7. Stk. 4. Tillidsrepræsentanter arbejder i henhold til DM’s regler for tillidsrepræsentanternes virke og har herunder til opgave at være bindeled mellem de tilknyttede medlemmer og sektorbestyrelsen.

§5 Sektorbestyrelsen

Stk. 1. Sektorbestyrelsen sammensættes efter §7 og består af op til 16 personer.

Stk. 2. Sektorbestyrelsen konstituerer sig ved af sin midte at udpege en formand og 1-2 næstformænd ved sit første møde i en ny valgperiode og fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 3. Hvis et absolut flertal i sektorbestyrelsen anmoder om det forud for eller på et møde, skal der snarest herefter ske nykonstituering.

Stk. 4. Sektorbestyrelsen kan oprette udvalg under sektorbestyrelsen, der fast eller tidsbegrænset varetager nærmere definerede opgaver. Udvalg kan både bestå af sektorbestyrelsesmedlemmer og andre. Dog kan der ikke tildeles DM-ressourcer til udvalg, der dækker opgaver, som også dækkes af et HB-udvalg. Sektorbestyrelsen godkender eventuelle underudvalgs kommissorium og forretningsorden.

Stk. 5. Hvis et sektorbestyrelsesmedlem afholder orlov eller meddeler forfald i mindst 3 måneder og maksimalt 12 måneder i valgperioden, kan sektorbestyrelsen indkalde suppleanter i suppleant-rækkefølge til at indtræde i sektorbestyrelsen i stedet for vedkommende sektorbestyrelsesmedlem i fraværsperioden. Hvis et sektorbestyrelsesmedlem er fraværende mere end 12 måneder, kan suppleanten indtræde varigt for resten af valgperioden.

§6 Sektorbestyrelsens opgaver

Stk. 1. Sektorbestyrelsen behandler og afgør alle anliggender, som alene vedrører forholdene for sektorens opgaveområde som defineret i §3, stk. 1, samt alle anliggender, der af hovedbestyrelsen henlægges til afgørelse i sektorbestyrelsen, jf. DM’s vedtægt §9, stk. 2.

Stk. 2. Sektorbestyrelsen udvikler politiske mål for løn-, arbejds- og levevilkår og forfølger dem på sektorens arbejdspladser understøttet af sekretariatet.

Stk. 3. Sektorbestyrelsen beskæftiger sig både selvstændigt og i samarbejde med sekretariatet med hvervning og dannelse af netværk inden for sektorens opgaveområde og tager initiativ til samarbejde inden for sektorens område med grupper i eller uden for DM.

Stk. 4. Sektorbestyrelsen engagerer sig selvstændigt i den offentlige debat på dens opgaveområde og kommunikerer til og med de tilknyttede medlemmer i samarbejde med sekretariatet.

Stk. 5. Sektorbestyrelsen bidrager med sin viden til at kvalificere hovedbestyrelsens politiske arbejde samt sekretariatets arbejde med rådgivning, udvikling af medlemsydelser, tilrettelæggelse af kurser, arrangementer, kampagner og andre aktiviteter.

Stk. 6. Sektorbestyrelsen involverer og engagerer medlemmerne inden for sektorens opgaveområde, herunder med særligt fokus på medlemsgrupper, som ikke er repræsenterede i sektorbestyrelsen.

Stk. 7. Sektorbestyrelsen har et særligt fokus på varetagelse af løstansattes interesser med sigte på forbedring af ansættelsesforholdene på sektorens arbejdspladser.

§7 Valg til sektorbestyrelse

Stk. 1. Medlemmerne af sektorbestyrelsen vælges hvert 3. år ved direkte valg af DM’s ordinære medlemmer inden for valgkredse, som sektorbestyrelsen har fastlagt inden opstillingen.

Stk. 2. DM’s ordinære medlemmer kan afgive én stemme inden for én selvvalgt valgkreds i DM Universitet: Forskning og Uddannelse eller inden for en af de øvrige sektorer ved valget til sektorbestyrelser.

Stk. 3. I hver valgkreds vælges der foruden det antal mandater, bestyrelsen på forhånd har tildelt valgkredsen, et antal listesuppleanter højst svarende til dette.

Stk. 4. Valget til sektorbestyrelser sker samtidig med valg til de øvrige sektorer, foreningens hovedbestyrelse og formand og afholdes uanset antal opstillede kandidater.

Stk. 5. Den enkelte kandidat kan opstille til den valgkreds, kandidaten tilhører i kraft af sin ansættelse. Ledige kan opstille som kandidater til en selvvalgt valgkreds.

Stk. 6. Kandidater vælges ved listevalg. Ved opstilling af lister skal der tilstræbes ligelig kønsmæs-sig repræsentation samt i øvrigt diversitet, der afspejler de tilknyttede medlemmer. Hver liste skal have minimum 10 og maksimalt 20 offentlige stillere, som er DM-medlemmer, men ikke selv er opstillede. Man kan kun være stiller for én liste.

Stk. 7. DM’s sekretariat er ansvarlige for tilrettelæggelse og gennemførelse af elektroniske valg til sektorer inden for rammerne af de gældende vedtægter og i samarbejde med den hovedbestyrelsesnedsatte fælles valgkomité for valg til sektorbestyrelser, hovedbestyrelse og formand.

Stk. 7. Sektorbestyrelsesvalg sker inden for rammerne af DM’s vedtægt, og valget tilrettelægges og optælles i øvrigt efter gældende regler for kommunale valg.

§8 Udpegning til kongres

Stk. 1. Sektorbestyrelserne udpeger delegerede til kongressen inden for rammerne af DM’s vedtægt §13.

Stk. 2. Sektorbestyrelsens medlemmer er fødte kongresdelegerede inden for det tildelte antal kongresdelegerede, dog under hensyntagen til DM’s vedtægt §13.

§9 Ændring af vedtægten

Stk. 1. Ændringer i vedtægten kan foreslås af sektorbestyrelsen eller af en gruppe på minimum 25 tilknyttede medlemmer af sektoren.

Stk. 2. Ændringer besluttes af sektorbestyrelsen ved absolut flertal og indstilles til HB, som godkender endeligt, jf. DM’s vedtægt §9.

§10 Ikrafttræden

Denne vedtægt er godkendt af DM’s hovedbestyrelse d. 10. maj 2021 og finder anvendelse fra d. 1. januar 2022.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje