Særligt for offentligt ansatte

Del artikel:

Hvis du er ansat på en offentlig overenskomst, som DM er part i, vil du have en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer med frokost.

Det betyder, at arbejdstiden i perioder kan være mere eller mindre end 37 timer, men set over tid skal din arbejdstid være 37 timer i gennemsnit.

Arbejdstidens placering

De offentlige overenskomster giver ikke retningslinjer for, hvornår arbejdstiden skal placeres, men det er muligt, at der på din arbejdsplads er fastsat nogle fælles retningslinjer herfor eller indgået lokale arbejdstidsaftaler. Hvis intet andet er aftalt forudsætter overenskomsterne, at arbejdstiden som udgangspunkt ligger inden for normal kontortid.

Som offentligt ansat akademiker er du dog omfattet af en rådigheds- og/eller merarbejdsforpligtigelse, som ikke kan afgrænses til kun at gælde på bestemte tidspunkter af døgnet eller bestemte dage. Du kan derfor godt blive pålagt at arbejde uden for normal kontortid og også i weekender. Arbejde uden for normal kontortid indgår i den normale arbejdsnorm og kan ikke nødvendigvis betragtes som merarbejde alene på grund af tidspunktet.

Hvis du til gengæld fast påregneligt eller over en længerevarende periode bliver pålagt arbejde om aftenen og/eller i weekenden, kan det blive aktuelt at vurdere om der skal indgås en lokal arbejdstidsaftale, herunder aftale om honorering af det arbejde der ligger udenfor almindelig kontortid.

Kontakt din lokale tillidsrepræsentant eller DM hvis du oplever at blive pålagt fast at arbejde udenfor normal kontortid.

Merarbejde

Merarbejde er i de offentlige overenskomster defineret som arbejde ud over den almindelige arbejdstid, der enten er pålagt eller har været en forudsætning for den forsvarlige varetagelse af tjenesten, og som har været af større omfang og har strakt sig over en periode på normalt mindst 4 uger. Er disse betingelser opfyldt, skal du godtgøres i forholdet 1:1,5. Ifølge overenskomsterne skal du så vidt muligt have godtgørelsen i form af afspadsering, men alternativt kan du få kontant betaling for merarbejdet, hvis du ikke har mulighed for at afspadsere.

Special- og chefkonsulenter i staten samt videnskabelige medarbejdere på universiteter m.v. er ikke omfattet af reglerne om godtgørelse af merarbejde.

Plustid

Som offentligt ansat kan du indgå en aftale med din ledelse om plustid. Det betyder, at du forøger din arbejdstid op til 42 timer pr. uge mod en tilsvarende lønstigning.

Læs mere om plustid

Frokostpause

Betalt frokostpause vil være en integreret del af overenskomsten, der kun kan ændres i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.

FAQ om betalt spisepause

Organisationerne i CFU har i fællesskab udarbejdet en række svar på ofte stillede spørgsmål vedrørende ekspliciteringen af den betalte spisepause på det statslige område.

Seneste nyheder

Alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje

}