Få overblik over forløbet for overenskomstforhandlinger på det private område fra de indledende drøftelser til det endelige resultat.
Her får du et overblik over, hvordan OK26 Privat forløber – og hvornår du som medlem skal tage stilling. Når et forhandlingsforlig er på plads, er det dig, der stemmer ja eller nej. Din stemme er med til at afgøre, hvordan dine løn- og arbejdsvilkår skal se ud de næste år.
OBS. Tidsplanen for forløbet til overenskomstforhandlingerne kan variere alt efter de lokale forhold. Derfor er det helt normalt, hvis forhandlingerne og den endelige aftale på din arbejdsplads først falder på plads i løbet af efteråret eller vinteren 2026.
Forløb for OK26 Privat
DM er medlem af Akademikernes som er hovedorganisation for en lang række lønmodtagerorganisationer. Det betyder at en stor del af koordineringen for forhandlingerne sker i samarbejde med de andre AC-organisationer.
Processen for overenskomstforhandlingerne starter i efteråret 2025, hvor organisationerne drøfter de forhold, som forventes at få betydning for overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked ved OK26.
En overenskomst skal opsiges forud for en forhandling. Opsigelsesvarslet er typisk 3 måneder. Hvis I har en husaftale, hvor det er klubben der er part, er det klubben eller tillidsrepræsentanten, som skal opsige den.
Der afholdes klubmøder primo år 2026 på de enkelte arbejdspladser forud for opstart af forhandlingerne. Her deltager medlemmer af en faglig organisation, og på møderne drøftes medlemmernes ønsker til krav og temaer for forhandlingerne.
Forhandlingsdelegationen sørger for at aftale tidsplan for forhandlingerne med arbejdsgiver.
Hvis den pågældende overenskomst læner op ad én af de offentlige overenskomster, afventer kravsudveksling ofte til, at forligene på det offentlige område foreligger. Herefter opstartes forhandlingerne.
De AC-organisationer med flest medlemmer på arbejdspladsen deltager som udgangspunkt i forhandlingsdelegationen. Nogle gange varetager den største organisation dog forhandlingerne alene.
Delegationen forbereder sig internt, mødes med arbejdsgiver og koordinerer med øvrige AC-organisationer. På første møde udveksles typisk krav, hvorefter forhandlingerne går i gang. Når der er enighed, udarbejder arbejds-giver en aftale til underskrift med forbehold for godkendelse i de politiske organer.
Aftaleresultatet sendes til afstemning blandt medlemmerne. På nogle arbejdspladser er tillidsrepræsentanten ansvarlig for at gennemføre afstemningen for samtlige af organisationernes medlemmer. Afstemningen er vejledende, hvilket betyder at det i sidste ende er DMs politiske organ, Overenskomstudvalget for det private område, der skal godkendes resultatet.
Det kompetente politiske organ i DM er Overenskomstudvalget for det private område. Det er et udvalg nedsat af Hovedbestyrelsen. Du kan se medlemmer af udvalget her.
Arbejdsgiver renskriver overenskomsten og sender den til organisationerne til underskrivelse. Herefter vil overenskomsten blive offentliggjort på dm.dk. Se listen over overenskomster i det private.
Din stemme gør en forskel
Når DM har forhandlet et forlig på plads, er det de privatansatte medlemmer på de enkelte arbejdspladser, der har det sidste ord. Afstemningen afgør således, om forliget bliver til en ny overenskomst og hvilke vilkår, der skal gælde for dit arbejdsliv de kommende år.
At stemme er din direkte mulighed for indflydelse. Overenskomsten sætter rammerne for løn, arbejdstid, fleksibilitet og tryghed. Når du stemmer, tager du stilling til, om resultatet lever op til de krav og behov, der er blevet rejst på din arbejdsplads.
Tjek at dine oplysninger er korrekte, så er du sikker på at modtage alt relevant information om forhandlingerne og afstemningen.
Følg med på LinkedIn
Vi deler løbende opdateringer fra forhandlingsbordet, indblik i processen og de vigtigste nyheder fra DM.