Ny politisk aftale sikrer professions- og erhvervsuddannelser flere undervisningstimer, mindre hold og bedre rammer om praktikforløb.
Et bredt politisk flertal gav onsdag hinanden håndslag på en reform af landets professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser.
Konkret betyder aftalen, at der indføres flere undervisningstimer, og at holdene bliver mindre. Samtidig skabes der bedre rammer for praktikforløb, og der bliver bedre efter- og videreuddannelsesmuligheder, bl.a. en ny professionsmaster.
I DM Professionshøjskoler, erhvervsakademier og maritime uddannelser tager forperson, Tommy Dalegaard Madsen, positivt mod aftalen.
”Det er på lange stræk en aftale, der rækker ind i fremtiden, og som forbedrer vilkårene for undervisningen. Både undervisere og studerende vinder på det. Jeg hæfter mig især ved, at underviserne får indflydelse på, hvordan aftalen skal føres ud i livet. Det glæder vi os til at bidrage med,” siger Tommy Dalegaard Madsen.
Aftalens indirekte provenu, der lander på ca. 1 milliard kroner, tilbageføres ikke fuldt ud til uddannelserne. Derfor findes det meste af finansieringen ved at afkorte uddannelser og i universitets- og SU-reformen.
”Finansieringen ved forkortelser af uddannelserne er problematisk. I forvejen er der flere af uddannelserne, som har svært ved at komme rundt om det hele det faglige indhold på en ordentlig måde. Det bliver ikke lettere, når uddannelserne bliver afkortet. Det er bestemt en streg i regningen i en ellers fornuftig reform,” siger Tommy Dalegaard Madsen.
Bag aftalen står regeringen, Danmarks Demokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Konservative Folkeparti Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet.
Aftalen skal nu omsættes til lovgivning og vil blive implementeret løbende frem mod 2030.
Læs aftalen her.