Spring menu over

Det bæredygtige arbejdsliv: Tilmeld dig Ledertræf 2026

Anne-Mette Wehmüller
Foto: Mette Ovgaard

Foto: Mette Ovgaard

Del artikel:
Af Laura Skelgaard Paulsen

Interessen for ledelse er høj blandt DM’erne, men hvordan skaber man et bæredygtigt lederarbejdsliv, der er et win-win for både leder og organisation? Det stiller DM Leder skarpt på til Ledertræf 2026.

Lederrollen har stor tiltrækningskraft blandt DM-medlemmerne: 14 procent af de privatansatte medlemmer kan se sig selv som leder.

 

Til sammenligning ligger interessen på landsplan kun på seks procent, viser en undersøgelse lavet af Norstat for Business Danmark.

 

At så mange DM-medlemmer kan se sig selv i ledelse, glæder forperson i DM Leder, Anne-Mette Wehmüller. Hun tolker tallene som et udtryk for, at DM-medlemmer bærer et særligt værdisæt med fokus på et bæredygtigt og meningsfuldt arbejdsliv, som gør lederrollen mindre afskrækkende.

 

Men interessen for ledelse er ikke givet på forhånd, forklarer hun: Den forudsætter, at lederrollen også opleves som bæredygtig og meningsfuld i praksis.

 

“Hvis vi vil have flere, der har lyst til at blive ledere fremadrettet, bliver vi nødt til at passe på lederne. Det er meget, meget vigtigt,” siger hun.

 

Derfor inviterer DM Leder i januar 2026 til et Ledertræf med fokus på ledertrivsel.

Tilmeld dig DM Ledertræf 2026

Få ny indsigt, konkrete værktøjer og mulighed for at dele erfaringer med andre ledere på Ledertræf 2026: Hvem passer på chefen? 

Programmet byder på ny forskning om tendenser i lederstress samt forskningsbaserede værktøjer til at navigere i det faglige krydspres som leder, som du kan overføre direkte i dit arbejdsliv.

Tid og sted: 27. januar 2026 kl. 14.00–17.00 i Akademikertårnet

 

Ledertrivsel er en løbende proces

Formålet med Ledertræffet er derfor at skabe et rum, hvor ledere både kan få nye perspektiver på deres egen praksis og blive styrket af den viden, sektoren samler op undervejs, forklarer Anne-Mette Wehmüller:

 

”Jeg håber, at vi i DM kan blive klogere på, hvad der ligger lederne på sinde, og at mange medlemmer får nogle konkrete værktøjer og nye perspektiver med, som de kan begynde at tænke ind i deres arbejdsliv,” siger hun.

 

For selvom lederrollen er populær, er det afgørende ikke at miste blikket for ledertrivslen.

Lederens trivsel må aldrig blive en tjekboksøvelse, hvor et årligt seminar eller en APV får lov at stå som bevis på, at alt er i orden, siger Anne-Mette Wehmüller.

Lær at navigere i fagligt krydspres

Trivsel er en løbende proces, og lykkes man med et bæredygtigt leder-arbejdsliv, er det faktisk en win-win-situation:


"Hvis du grundlæggende har en følelse af, at det, du laver, giver mening, og hvis du føler dig som en del af et fællesskab, er der meget større chance for, at du helt naturligt giver den ekstra skalle, der skal til, og at det kan mærkes i hele organisationen."


Hun peger på, at en af de største udfordringer er de modsatrettede hensyn, mange ledere konstant skal balancere. Netop det krydspres er omdrejningspunktet for oplægget på Ledertræffet med lektor ved CBS, Pernille Steen Pedersen, som i en årrække har forsket i sammenhængen mellem ledelse, stress og skam.


I oplægget deler hun konkrete værktøjer, der hjælper med at forebygge stress og skyldfølelse.

Data åbner øjne for blinde vinkler

For Anne-Mette Wehmüller er Ledertræffet en oplagt mulighed for at tage temperaturen på lederarbejdslivet i praksis.

 

”I DM har vi en klar ambition for, hvad god ledelse er, men vi kan også have blinde vinkler, og derfor er det vigtigt, at vi går ned i tallene og ser på, hvad der faktisk kendetegner vores medlemmer,” siger hun.

→ Læs DM Leders Ledermanifest her

 

Derfor har hun inviteret Kristoffer Glavind, ph.d. i økonomi og chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Til daglig arbejder han med analyser af arbejdsmiljø og vil på Ledertræffet præsentere de nyeste tal om lederarbejdsliv. Få svar på hvilken betydning god ledelse har for medarbejdernes trivsel.

 

”Tallene giver os et greb om virkeligheden, så vi ikke nøjes med at basere vores mål på holdninger, men også handler ud fra et solidt og virkelighedsnært grundlag,” forklarer Anne-Mette Wehmüller.

Vil du med og få ny viden om lederarbejdslivet og dele egne erfaringer?

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje