Janne Gleerup til Dansk Erhverv: I bør løfte jeres del af ansvaret for stressepidemien
Når arbejdslivet spiller en så væsentlig rolle i stressepidemien, kan arbejdsgiverne ikke skrive sig selv ud af ligningen ved at give privatlivet skylden. I stedet bør de løfte deres del af ansvaret, skriver Janne Gleerup, forperson for DM, i dette indlæg.
Bragt i A4 d. 9. oktober 2026.
De seneste måneder har Dansk Erhverv (DE) flere gange optrådt i medierne med en fortælling om, at årsager til stress først og fremmest skal findes i privatlivet.
Baggrunden er sandsynligvis, at firkløverregeringen i regeringsgrundlaget lægger op til at undersøge muligheden for en ordning med deltid og lønkompensation for lønmodtagere med små børn.
En sådan deltidsordning vil gøre det lettere for småbørnsfamilier at få enderne til at mødes, men ordningen vil også reducere arbejdsudbuddet. Og det vækker tilsyneladende bekymring i DE, som i stedet har lanceret en stribe løsninger, der peger væk fra arbejdsgivernes bord.
Det er for eksempel færre beskeder på Aula, ingen skole-hjem-samtaler i arbejdstiden og mere fleksible åbningstider i daginstitutioner.
Men færre beskeder på Aula ændrer ikke på et vedvarende arbejdspres. Og mere fleksible åbningstider fritager ikke arbejdsgiverne for at forebygge stress på arbejdspladsen.
Virkeligheden er, at næsten hver femte lønmodtager føler sig stresset. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.
Virkeligheden er også, at ni ud af ti stressede peger på arbejdet som hel eller delvis årsag, ifølge en undersøgelse fra Arbejdstilsynet, mens en anden undersøgelse fra tilsynet dokumenterer, at det psykiske arbejdsmiljø er blandt de områder, som virksomhederne har mindst fokus på.
Når arbejdslivet spiller en så væsentlig rolle i stressepidemien, kan arbejdsgiverne ikke skrive sig selv ud af ligningen ved at outsource ansvaret til Aula
De samfundsøkonomiske konsekvenser af stress er enorme. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet det årlige velfærdstab ved stress til omkring 55 milliarder kroner og tabet af arbejdskraft op mod 55.000 fuldtidspersoner.
Hvis DE er bekymret for arbejdsudbuddet, burde tabet af arbejdskraft som følge af stress stå højt på deres dagsorden.
Det kan derfor undre, at DE vælger at bruge sin energi på at pege på lukkedage og skole-hjem-samtaler frem for at komme med seriøse bud på, hvordan arbejdsgivere kan bidrage til at forebygge det stressproblem, som Sundhedsstyrelsen kalder for et stigende folkesundhedsproblem.
Pointen er ikke, at Aula eller lukkedage er uden betydning, eller at faktorer i privatlivet ikke kan spille ind i stress. Pointen er, at stress i høj grad har rod i forældrenes vilkår i arbejdslivet og ikke i Aula.
Derfor styrkes balancen mellem familie- og arbejdsliv ikke ved, at familielivet nedprioriteres. Tværtimod skal arbejdslivet kunne rumme, at mennesker befinder sig i forskellige livsfaser.
Med andre ord er regeringens fokus på at styrke balancen mellem familie- og arbejdsliv, skabe bedre muligheder for, at arbejdslivet kan tilpasses forskellige livsfaser og nedbringe stress og sygefravær, det helt rigtige.
Når arbejdslivet spiller en så væsentlig rolle i stressepidemien, kan arbejdsgiverne ikke skrive sig selv ud af ligningen ved at outsource ansvaret til Aula.
I stedet bør de løfte deres del af ansvaret.
