Ny undersøgelse dokumenterer, at biblioteket skaber rammer for trivsel og sundhed. Forskerne bag håber den viden vil blive brugt til at holde fast i og udvikle biblioteksrummet som åndehul.
"Biblioteket er et sted, hvor man aldrig føler sig overvåget eller presset. Man kan være alene uden at være ensom. Fremmede er venlige, og personalet skaber en rolig, menneskelig atmosfære."
Sådan bliver biblioteket bl.a. beskrevet af deltagerne i forskningsprojektet Biblioteker fremmer trivsel.
- Trivsel ikke er en luksus. Det er fundamentet for alt det andet, siger Hans Henrik Knoop, lektor ved Aarhus Universitet, der står bag undersøgelsen sammen med projektleder Mai Kordelin Paulsen, litteraturformilder på Randers Bibliotek.
- Vores undersøgelse viser tydeligt, at bibliotekets trivselsfremmende dimensioner rækker dybt ind i det enkelte menneskes liv og fremmer gode og meningsfulde liv, siger Hans Henrik Knoop i pressemeddelelsen fra Randers Bibliotek, der fremlagde resultaterne i slutningen af januar.
Undersøgelsen viser:
Bibliotekerne fungerer som lavintensive, højværdifulde trivselsrum, hvor mennesker oplever ro, tryghed, inspiration, tilhør, meningsfuldhed og personlig udvikling uden præstationskrav.
Ro i en støjende verden
Ifølge forskeren tegner undersøgelsen et billede af biblioteket som et af samfundets mest stabile, inkluderende og potentielt udviklingsfremmende hverdagsmiljøer.
- Bibliotekerne skaber betingelser for trivsel, som er svære at finde andre steder. For eksempel ro i en støjende verden, fællesskab uden krav til særlige forudsætninger og møder mellem mennesker uden transaktion, siger Hans Henrik Knoop, og tilføjer:
- Det har også været vigtigt for os at dokumentere den værdifulde viden, der nogle gange kun findes i form af medarbejderes erfaringer og praksisser.
Projektgruppen håber, at resultaterne kan inspirere til både at holde fast i og udvikle det rum og de fællesskaber, der eksisterer på bibliotekerne med fravær af stressorer, tilstedeværelse af varme og anerkendelse i en tid med social usikkerhed.
Resultaterne i sig selv er jo uinteressante, hvis vi ikke bruger dem til noget. Derfor er vores mål at anvende den nye viden til at forbedre vores egen praksis og skabe endnu mere trivsel for borgerne fremadrettet, siger projektleder Mai Kordelin Paulsen.
Sådan fremmer biblioteket trivsel
Resultaterne af forskningsprojektet er sammenfattet i syv overskrifter, der beskriver bibliotekets betydning for brugerne.
1. Psykologisk tryghed
2. Mental ro og fordybelse
3. Tilgængelig læring og inspiration
4. Lavintensivt, inkluderende fællesskab
5. Varme og kompetente medarbejdere
6. Små oplevelser med stor effekt
7. Frihed til selvvalgt deltagelse
Relateret indhold
Medierne taler om kriser. Men ikke med kulturens eksperter
Åbent brev: Kære kommunalpolitikere - pas på vores biblioteker
Blandt forsvarspolitik og kommunalvalg skiller én ekspert sig ud: ”Det er mere konkret for folk at læse om aldring”
Seniorforsker har allerede leveret over 200 interviews i år: “Der er et øget behov for at forstå USA”
Fredsforsker er ny på listen over mest citerede eksperter: “Det er et privilegium at få lov til at påvirke debatten”