Spring menu over

Trivsel for alle kræver god ledelse

Foto: Anne-Mette Wehmüller
Del artikel:
Af Anne-Mette Wehmüller, forperson DM Leder og medlem af hovedbestyrelsen i DM

God ledelse handler om at fremme trivsel for både medarbejdere og ledere og DM’ernes ledelseskompetencer skal i spil på arbejdspladserne

Når DM’s kongres løber af stablen den 27. september, vil der blandt de kongresdelegerede også være medlemmer fra DM’s ledersektor til stede.

Vi er garant for, at der i DM er kompetenceudviklende tilbud for ledere med akademisk baggrund, der prioriterer et lederfællesskab. Vi mener, at det er afgørende, at vi i DM har et fælles sprog for, hvad god ledelse er.

Det gør vi gennem kompetenceudviklende medlemstilbud, der peger ind i fremtidens arbejdsmarked – ikke mindst rettet mod den private sektor, hvor andelen af vores medlemmer, der arbejder i og med ledelse, er støt voksende.

Fra første lederjob til erfarne ledere

I DM Leder har vi fokus på, at medlemmer kan udvikle deres ledelsesmæssige og faglige kompetencer gennem hele arbejdslivet – fra før lederjobbet til de erfarne ledere.

Vi varetager interesserne for de 2.800 medlemmer af DM, der arbejder med og i ledelse. Lederne i DM omfatter ledere i alle sektorer og er derfor af natur diverse.

Vi er forskellige, men vores fælles funderede ledere er optaget af at forme fremtidens ledelse i et både kritisk og vidensbaseret perspektiv. Det er derfor ikke mindst afgørende, at vi har tilbud parat til de medlemmer, som står over for deres første lederjob.

DM Leder arbejder for at styrke tilbud inden for relevante og aktuelle tværgående samfundstemaer, herunder i relation til temaer som kunstig intelligens og ledelse, biodiversitets- og klimakrise og ledelse.

Vi arbejder også for at fremme løn og vilkår for DM’s medlemmer og byder derfor ind i overenskomstforhandlingerne med forslag til både kompetenceudviklende og lønudviklende initiativer.

Lederes trivsel og arbejdsmiljø er afgørende

En ny undersøgelse af DM-medlemmernes arbejdsliv peger på, at der er behov for indsatser, der fremmer et godt arbejdsliv for alle vores medlemmer, og også på, hvem der passer på chefen.

Indsatserne omfatter både kompetenceudvikling og fælles refleksioner om, hvordan man fremmer god ledelse, mindsker stress og skaber et bæredygtigt arbejdsliv gennem hele livet.

God ledelse har nemlig meget stor betydning for hele organisationen. DM’s arbejdsmiljøundersøgelse peger bl.a. på, at DM’s medlemmer, der har personalelederansvar, i gennemsnit arbejder fem timer mere om ugen end øvrige medlemmer. Hele 45 procent af personaleledere har oplevet symptomer på stress inden for den seneste måned.

Det er på niveau med øvrige medlemmer uden personalelederansvar, men viser klart, at der også er behov for at tale om rammer og vilkår og om, hvordan vi mindsker stress blandt lederne. Er lederen stresset, har det negativ betydning for hele organisationen og arbejdspladsen. Det er derfor også afgørende, at der er fokus på lederens arbejdsmiljø og trivsel.

DM’s arbejdsmiljøanalyse

Ledelse med integritet, balance og menneskelighed

I DM Leder arbejder vi derfor både værdibaseret og analytisk og har fokus på at fremme gode lederværktøjer.

Vi tror på ledelse, der fremmer integritet, balance og har blik for det menneskelige. Vi har derfor både fokus på psykologisk tryghed og ønsker at italesætte vigtigheden af tillid og transparens på arbejdspladsen. Vi tror på, at DM’s medlemmer har noget helt særligt at byde på ledelsesmæssigt.

På fremtidens arbejdsmarked vil der være øget efterspørgsel på at fremme medledelse og på, hvordan man fremmer et bæredygtigt arbejdsliv gennem alle arbejdslivets faser. Her kan DM’s medlemmer noget helt særligt. Det er det, vi skal udvikle, bringe i spil, men også kære os om og værdsætte i fremtidens fagforening.

Ledermanifest for DM Leder

  1. Jeg leder med integritet. Jeg står ved mine værdier – også når det er besværligt. Mit lederskab begynder indefra.
  2. Jeg forener faglighed, beslutningsevne og menneskelighed. Jeg leder med viden, med dømmekraft og med blik for det menneskelige.
  3. Jeg skaber psykologisk tryghed. Tillid er fundamentet for mod, læring og ægte samarbejde.
  4. Jeg insisterer på mening. Ledelse er ikke kun mål og styring – det er at skabe retning med mening.
  5. Jeg tror på balance. Det bæredygtige arbejdsliv begynder med at tage ansvar for både mig selv og andre.
  6. Jeg lytter, før jeg handler. Forandring skabes ikke alene – den formes i relationer.
  7. Jeg tager samtalen, også når den er svær. Ledelse kræver mod – og modet til at være ordentlig.
  8. Jeg leder i fællesskab. Jeg tror på samarbejde og fælles retning frem for personlig prestige.
  9. Jeg bliver aldrig færdiguddannet som leder – jeg er i konstant udvikling.

Derfor søger jeg sparring og læring. 

DM leder

DM Leder arbejder for bedre politikker, vilkår og karrieremuligheder, der understøtter god ledelse samt løn og gode arbejdsforhold for ledere i det private samt i kommuner, regioner og stat.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje