Digital teknologiforståelse skal være færdighed i skolen på linje med at kunne læse, skrive og regne, hvis vores børn skal have lige muligheder i en mere og mere digitaliseret verden.
Med konferencen Digital Teknologiforståelse. Fra gode hensigter til reel læring på Christiansborg den 29. januar samlede DM fagfolk fra uddannelsessystemet og eksperter i digitale kompetencer for at dele viden om, hvordan vi sikrer, at alle børn og unge, uanset social baggrund, køn eller geografi, opnår viden og færdigheder til at begå sig i en mere digitaliseret verden.
Det er en opgave, der haster. For selvom Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, så er Danmark på sidstepladsen i Europa, når det handler om at sikre børn og unge lige adgang til fagligheden i skolesystemet, ifølge en af konferencens talere, Michael E Caspersen, direktør It-vest.
Ny faglighed i folkeskolen
Det er besluttet i den nyeste aftale om folkeskolen, at digital teknologiforståelse skal være en faglighed fra 2027/2028 som et valgfag og desuden integreret i andre fag. Ønsket fra en bred kreds af aktører, herunder også DM, er dog, at digital teknologiforståelse bliver et obligatorisk og selvstændigt fag. For med den nuværende model, risikerer man at skabe et a- og b-hold blandt eleverne. Hvis alle skal med på tværs af social baggrund, køn og geografi, skal digital teknologiforståelse gøres til et selvstændigt og obligatorisk fag.
Op til konferencen præsenterede DM en undersøgelse, der viser, at 3 ud af 4 forældre til børn i alderen 0-17 år ønsker, at faget gøres obligatorisk i både folkeskolen og på ungdomsuddannelser. DM har desuden præsenteret en analyse, der bygger på tal fra Københavns Professionshøjskole, som viser, at udgifterne til efteruddannelse af lærerne vil koste op mod en milliard kr., hvis man fastholder den nuværende model i folkeskoleaftalen. Hvorimod det vil koste ca. en halv milliard kr. mindre at gøre faget til et selvstændigt obligatorisk fag frem for et integrere det i øvrige fag og gøre det til valgfag.
Netop denne analyse fik alarmklokkerne til at ringe hos Lisbeth Bech-Nielsen, der blandt andet er IT- og tech-ordfører hos SF, der deltog i den politiske debat på konferencen.
- De nye tal tyder på, at efteruddannelsen af lærerne er håbløst underfinansieret, og så fejler vi med at sikre vores børn digital teknologiforståelse, sagde hun.
Digitaliseringsminister Caroline Stage besøgte også konferencen, og hun understregede, hvor vigtige digitale kompetencer er for at begå sig i en digitaliseret samfund.
- Digitale kompetencer er almene kompetencer, konkluderede hun.