Tine Segel og Sune Bach er nye næstforpersoner for den akademiske fagforening DM.
De 83.000 medlemmer af den akademiske fagforening DM har fået nye næstforpersoner.
Det står klart, efter DM’s hovedbestyrelse konstituerede sig mandag, hvor Tine Segel og Sune Bach blev valgt som foreningens næstforpersoner.
Janne Gleerup, forperson for DM, glæder sig til samarbejdet.
”Tine og Sune har begge et dybt indblik i den brede vifte af faglige områder, som DM beskæftiger sig med og ikke mindst i medlemmernes behov og udfordringer. Og så har de begge masser af visioner og energi. Det er en rigtig stærk bagage, som utvivlsomt vil komme vores medlemmer til gavn. Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet,” siger Janne Gleerup.
DM’s hovedbestyrelse består af i alt 17 medlemmer.
Kort om Tine Segel
Tine Segel er født i 1981 og uddannet cand. scient. bibl. i 2010.
Hun har været aktiv i fagbevægelsen i en årrække, bl.a. hovedbestyrelsesmedlem i Bibliotekarforbundet (2007-2015), formand for Forbundet Kultur & Information, tidl. Bibliotekarforbundet, (2015-2023), forperson i DM Digi og hovedbestyrelsesmedlem i DM fra 2023, hvor DM og Forbundet Kultur & Information fusionerede.
Tine Segel har været ansat i IBM Danmark, ITB, Politiken Research, Frederiksberg Bibliotek, Københavns Hovedbibliotek og Ærø Bibliotek.
Kort om Sune Bach
Sune Bach er født i 1979, uddannet kandidat i miljøplanlægning i 2009 og har været medlem af DM’s hovedbestyrelse siden 2022 og næstforperson for hovedbestyrelsen 2023-2024.
Derudover har Sune Bach været med til at starte DM Bio, hvor han har været medlem af bestyrelsen (2022-2024), han har været medlem af bestyrelsen DM Offentlig siden 2014 og forperson for samme bestyrelse i perioden 2022-2024 plus medlem af DM’s arbejdspolitiske udvalg siden 2019.
Sune Bach arbejder til dagligt med jordforurening som miljømedarbejder i Holbæk Kommune.