Spring menu over

Så meget tjener du på at arbejde store bededag

Del artikel:

Store bededag er afskaffet, og i år skal vi dermed arbejde en dag mere. Men ved du hvor meget, du bliver kompenseret for at arbejde på den tidligere helligdag?

Kalenderen for 2024 viser en helligdag mindre end de tidligere år. Det betyder, at vores arbejdstid bliver forhøjet, og det skal alle månedslønnede ansatte kompenseres for.

Du bliver kompenseret svarende til værdien af en arbejdsdag, som er fastlagt til 0,45% af den samlede årsløn. Det er din normale og fast påregnelige løn, der tæller. Det vil sige herunder faste tillæg som arbejdsgivers pensionsbidrag og rådighedstillæg. Betaling for overarbejde, engangstillæg eller gratialer indgår ikke som en del af beregningen af den samlede årsløn.

Lønmodtagere, der holder orlov efter barselslovens regler uden fuld løn, har ret til samme løntillæg, som hvis de havde været på arbejde.

Hvornår bliver kompensationen udbetalt?

Uanset om du er privatansat eller offentligt ansat, er det din arbejdsgiver, der bestemmer, hvordan du vil få udbetalt kompensationen. Du kan enten få tillægget udbetalt løbende med månedslønnen eller to gange årligt sammen med lønnen for maj og august måned. Det er sammenfaldende med ferietillægget, og derfor kan det nye løntillæg altså blive udbetalt som en forhøjelse af ferietillægget.
På det offentlige arbejdsmarked løftes feriegodtgørelsen med 0,45 procent på alle tre områder med virkning fra 1. april 2024. Staten udbetaler tillægget to gange årligt. Regionerne udbetaler tillægget månedligt, og på det kommunale arbejdsmarked er det op til den enkelte kommune, om de udbetaler månedligt eller to gange årligt.
Særlig feriegodtgørelse på det offentlige arbejdsmarked inklusiv store bededag kompensation:

• I kommuner er den nye sats 2,48%
• I regioner er den nye sats 2,49%
• I staten er den nye sats 2,02%

Skal du arbejde på store bededag i år?

Alle tidligere kompensationer for arbejde på store bededag frafalder, da den ikke længere er en helligdag. I år falder store bededag den 26. april, og du vil dermed ikke få ekstra tillæg for at arbejde denne dag, som du plejer. Hvis du er timelønnet og arbejder på store bededag, vil du fremover få almindelig løn for timerne. Hvis du tidligere har arbejdet på store bededag og modtaget helligdagstillæg, så bortfalder dette tillæg, da det nu er en almindelig hverdag.

Særligt for dig, der starter i nyt job

Hvis du netop har skiftet job eller har planer om at gøre det i 2024, skal du sikre, at du bliver kompenseret for din forhøjede arbejdstid. Det er oplagt at spørge ind til, hvordan arbejdsgiver har valgt at kompensere medarbejderne, og samtidig sige, at du forventer at blive kompenseret på samme måde. Husk på at kompensationen skal ligge udover den løn, I har forhandlet jer frem til eller er i gang med at forhandle.

Er du i tvivl om din situation?

DM’s rådgivere står klar til at rådgive dig, hvis du har spørgsmål. Det kan fx være, hvis du er deltidsansat og er i tvivl om, hvad det betyder for din kompensation.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje