Museumsreformen mangler gennemsigtighed og bedre blik for de arkæologiske opgaver, mener tre DM-medlemmer, der også roser reformen for at sikre museerne flere penge.
I foråret blev forslaget til en ny museumsreform præsenteret. Den skal træde i kraft fra 2025, hvis den vedtages i november. I den får de i alt 95 statsanerkende museer 75 millioner kroner mere i årligt driftstilskud. Det vil samlet set sige 565,7 millioner kroner. Derudover er tilskudssystemet lavet om på den måde, at museerne fremover bliver inddelt i fem kategorier, der afgør, hvor stort et grundtilskud de enkelte museer får (f.eks. får kategori 1 1,5 millioner kroner årligt, mens kategori 5 får 23 millioner årligt).
Udover grundtilskuddet er der to andre tilskud, som de statsanerkendte museer kan få del i: et incitament baseret tilskud og et politisk prioriteret tilskud.
Det incitament baserede tilskud afhænger af flere ting: Antallet af henholdsvis voksne besøgende samt besøgende børn og unge (børn og unge tæller dobbelt ift. tilskud), indtægter og fagfælle bedømte forskningspublikationer.
Det politiske prioriterede tilskud er som navnet lyder et tilskud, der fordeles til museerne fra politisk side.
Ud over flere penge og en ny måde at fordele tilskud på, gør reformen det nemmere for museerne at blive statsanerkendt, men også at få frataget statsanerkendelsen. Minimumskravet for at blive statsanerkendt museum er fastsat til 10.000 besøgende (8.000 for museer på mindre øer), en forskningsartikel hvert tredje år samt krav til indtjening på fire millioner ud over det statslige tilskud (tre millioner kroner for museer på mindre øer).
Bag reformen står et bredt politisk flertal, men hvad mener man på museerne om den? Vi har spurgt tre DM-medlemmer og museumsansatte.
Læs hele aftaleteksten til museumsreformen her.
Kilder: kum.dk og altinget.dk
”Transparens i museumsreformen er lidt kejserens nye klæder”
Museumsinspektør og seniorforsker, dr. phil, på ROMU, Lars Kjølhede Christensen, er glad for to ting ved den nye museumsreform, men undrer sig over manglende gennemsigtighed. Han understreger, at han udtaler sig på egne vegne i det nedenstående.
Overordnet set er der to gode ting ved den nye museumsreform. Det ene, at man har forhøjet den samlede ramme. Beløbet har ligget mere eller mindre fast de sidste 10-15 år, men nu er det samlet forhøjet med 75 millioner kroner årligt, og det er da en sjat penge. Det er vi glade for. Derudover så er der kommet en ny procedure, der gør det nemmere at statsankerkende nye museer.
Jeg er også overordnet set glad for, at forskning er bibeholdt som en opgave, vi på museerne skal tage os af. Der var røster fremme, der sagde, at det ikke skulle prioriteres, eller at man måske helt skulle droppe det, men det er altså fortsat en anerkendt opgave for de statsanerkendte museer. Det er vigtigt, så vi ikke ender med at blive en avanceret marskandiserbutik – vi skal jo formidle kulturarv, og der kræver det, at vi ved noget, og det kræver forskning. Jeg synes dog, at der er en lille smule latterligt, at det er så lidt forskning, der kræves som minimum for at få tilskud. Det er jo én fagfællebedømt publikation over en periode på tre år – det er jo ingenting. Samtidig havde jeg nok også hellere set mere kvalitative krav til museernes forskning.
I forhold til det meste andet i den reform, synes jeg det peger i retning af, at museerne i stigende grad bliver underlagt en oplevelsesøkonomisk tænkning, der handler om, at der skal sælges billetter. Kriterierne for, hvornår der gives tilskud handler blandt andet om antallet af gæster og egne billetindtægter. Der er selvfølgelig ikke noget galt med, at der kommer mange mennesker, men man er nødt til at have et bredere syn på, hvad et museum og dets opgaver er. Det er f.eks. en kæmpe del af et museums arbejde at indsamle og bevare genstande, formidle forskningen osv. Og det er man nødt til også at indkalkulere som en omkostning. Og man er nødt til at forholde sig til, hvad museerne er til for. Skal vi bevare kulturarv? Handler det om, at vi skal aktualisere den og gøre den så tilgængelig for et så bredt udsnit af mennesker som muligt? Eller skal vi blive bedre til at tiltrække turister til landet? Der synes jeg, at balancen i reformen tipper mod det sidste i den måde pengene skal fordeles på.
Det mest problematiske i reformen er det grundtilskud, der gives afhængig af, hvilken kategori man bliver placeret i. Som museum betyder det en forskel på flere millioner kroner om året, om man havner i f.eks. kategori tre eller fire, men det er uklart, hvad der gør, at man som museum havner i den ene eller anden kategori. F.eks. er Arbejdermuseet kommet i kategori fire, hvilket jeg sådan set synes er helt fortjent. Begrundelsen lyder: ”Samlingen vurderes at være kategori 4 pga. sit museumsfaglige speciale indenfor dansk arbejderhistorie. Det tematiske emne har væsentlig betydning for forståelsen af samfundets udvikling primært i det 20. århundrede.” Men så kan man læse om Danmarks Tekniske Museum: ”Samlingen er indsamlet nationalt med fokus på den teknologiske og industrielle udvikling i Danmark i nyere tid. Samlingen vurderes at være kategori 3 pga. betydningen for dansk kulturarv, bl.a. pga. Andreas Mogensens rumkapsel, Ellehammers opfindelser og patentsamlingen.” Om mit eget museum kan man læse: ”Samlingen vurderes at være kategori 3 bl.a. pga. samlingerne vedr. Kongehallen i Lejre og dansk rockhistorie. Samlingen er delvist indsamlet regionalt og delvist nationalt.” Når man læser de begrundelser, så virker det ærlig talt ret tilfældigt, om man er havnet i den ene eller anden kategori. Det er fint, at man laver et grundtilskud, hvor nogle får mere end andre, men jeg synes, at man har misset pointen fuldstændig, når formålet med reformen var, at skabe mere klarhed og transparens i forhold til, hvordan pengene fordeles.
Når man laver sådan et kategorisystem, vil der selvfølgelig altid være nogle, der føler sig forkert kategoriseret, men jeg mener godt, at man i stedet for et mystisk begreb som f.eks. ”samlingens betydning”, kunne have indført mere specifikke begreber, som f.eks. ”national”, ”regional” og ”lokal betydning”. Samtidig er det jo ikke ligegyldigt, hvilke typer af genstande, som indgår i samlingen og som museet skal håndtere. F.eks. har vi på ROMU to klinkbyggede både, som er ude at sejle, og som er enormt dyre i drift. Traditionen med klinkbyggede både er specielt udviklet i Norden, og er udnævnt af UNESCO til at være immateriel kulturarv. Men de udgifter, der er forbundet med særligt krævende genstande i samlingen, er ikke noget, der tages hensyn til ved placering i tilskudskategori.
Et andet problem i forhold til fordelingen af penge, er det politiske prioritetstilskud, der står for 12 procent af det samlede tilskud. For der står slet ikke noget om, hvordan det tilskud skal fordeles, så det er fuldstændig politisk fri leg. Så igen: Det med transparens i museumsreformen er lidt ligesom kejserens nye klæder.
”Vi kan tænke mere langsigtet”
Cecil Marie Schou Pallesen er museumsinspektør og udstillingsansvarlig på KØN Gender Museum i Aarhus. Hun er selvsagt begejstret for, at museet får tredoblet sit tilskud som konsekvens af museumsreformen, men er også bekymret for, hvilke konsekvenser reformen kommer til at have for udstillinger og forskning.
Som museum er vi kommet i kategori tre og er gået fra at få 1,2 millioner om året til at få 3,9 millioner, hvilket er over tre gange så meget. Så hvor vi før i højere grad var afhængige af skiftende tilskud og eksterne midler, kommer vi nu til at have en mere stabil driftsøkonomi. Det betyder bl.a., at jeg personligt er positivt påvirket af reformen. Jeg var ansat på en toårig kontrakt, der nu bliver til en fastansættelse. I det hele taget var vi mange løstansatte, da jeg startede, men på grund af det øgede tilskud kan man bedre fastansætte, hvilket har en kæmpe betydning for hele organisationen.
Vi er stadig afhængig af eksterne midler for at lave udstillinger og andre projekter, men det, at vores løn er sikret, gør, at vi i langt højere grad kan tænke langsigtet. Dette gælder både, når vi laver udstillingsprogrammer, og når vi udvikler indenfor formidling, samlingsarbejde, forskning osv. Det er simpelthen mere bæredygtigt på alle parametre, at vi har et stabilt hold. Udover, at det mindsker usikkerheden hos den enkelte medarbejder og blandt kolleger, så betyder stabiliteten, at vi kan fastholde viden og udvikle dérfra i stedet for hele tiden at skulle starte forfra. For eksempel kan vi nemmere holde overblik og sikre, at vi i så høj grad som muligt genbruger materialer, møbler eller maling fra udstilling til udstilling.
KØN har til huse i en totaltfredet bygning, og det tager lang tid at lære huset at kende. Da vi er relativt få ansatte, har vi ofte ret alsidige arbejdsopgaver – vi har ikke en tegnestue eller en teknisk afdeling. Så det er sårbart, hvis størstedelen af produktionsteamet er projektansat.
I reformen er der også fokus på antallet af besøgende, og det kan som udgangspunkt være fint, at man får penge for, hvor godt man præsterer. Men det kan blive problematisk, hvis det kræver, at man laver udstillinger, som er publikumsbaskere hver gang. For sommetider skal man eksperimentere og satse og lave udstillinger, som man ikke ved, hvordan bliver modtaget. Det er jo ofte dér, der er mulighed for at lave noget rigtig godt. Men hvis man er bange for, at tilskuddet reduceres, hvis det flopper, så undlader man måske at tage chancer. Det ville være ærgerligt. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at tale om museernes rolle i samfundet. Noget, der fremhæves i reformen, er det unge publikum. En stor del af vores besøgende er børn og unge, og det er vi meget glade for, men det er ikke nødvendigvis alle museer, som skal sigte mod at være populære for den aldersgruppe.
Jeg kunne godt have tænkt mig, at der havde været fokus på, at den forskning, der laves på museerne, på forskellige måder er til gavn for museets udstillinger og er med til at højne kvaliteten af formidlingen. Det, at man skal publicere, betyder jo ikke nødvendigvis, at forskningen sikrer kvaliteten i udstillingerne. Som udgangspunkt mener jeg selvfølgelig ikke, at politikerne skal bestemme, hvad der bliver forsket i, men jeg synes, at det er vigtigt at tale om, hvilken forskning, som bedrives på museerne, og hvorfor – ligesom det også er vigtigt, at der er forskningsmidler, som kan søges af museumsansatte med forskningskompetence, hvis man fortsat ønsker at styrke museumsforskningen. Forskningen sikrer, at vi på museerne har en gedigen faglig viden, at vi er opdateret på museets fagområder, og at udstillinger og formidling dermed er fagligt underbygget.
”Reformen overser museer med arkæologisk ansvar”
Når man spørger arkæolog på Vejlemuseerne Kent Otte Laursen om hans personlige holdning til reformen, ser han ser flere problemer. Blandt andet at der ikke er noget tilskud til museer med arkæologisk ansvar.
Reformen overser fuldstændig de museer, der har det arkæologiske ansvar. Det arkæologiske ansvar, som cirka en tredjedel af de statsanerkendte museer varetager, er i dag et selvfinansieret system, der kører sideløbende ved siden af museernes anden økonomi. Her er det sådan, at det er bygherrer, der i forbindelse med udgravninger af f.eks. byggegrunde, betaler for de arkæologiske undersøgelser, der skal foretages, hvis der menes, at være noget af arkæologisk værdi. Men i forbindelse med det arkæologiske ansvar er der en stor del af arbejdet, der ikke er dækket af bygherrerne, som det derfor er op til museerne selv at finansiere. Bl.a. er der håndteringen af danefæ. Siden metaldetektorer er blevet så tilgængelige, er fund af danefæ eksploderet. Der kommer så mange dimser ind, hvor vi skal vurdere, om det er noget, der skal videre til Nationalmuseet. Vi skal tage imod det, forbehandle det og sende det videre, det ligger der et kæmpestort arbejde i, men det er ikke noget, der tages højde for i reformen.
Et andet problem i forhold til det manglende tilskud til museer med det arkæologiske ansvar er, at det jo er sådan, at man som museum skal kunne rykke ud i forbindelse med en udgravning, men hvor ofte, afhænger jo af, hvor mange udgravninger, der er i en given periode. Det betyder, at man i perioder kan have lønudgifter til arkæologer, hvor der ikke er nogle indtægter, derfor benytter mange museer sig af tidsbegrænsede ansatte, hvilket er problematisk, fordi man som tidsbegrænset ansat er mere udsat og f.eks. ikke har samme adgang til efteruddannelse. Her kunne et fast tilskud til museer med arkæologiske ansvar hjælpe. I aftaleteksten står der ligefrem, at partier bag reformen er enige om, at: ”Danmark bygger på ordnede forhold på arbejdsmarkedet, og aftalekredsen forventer, at de statsanerkendte museers bestyrelser sikrer, at museumsdriften foregår i respekt for dette”. Ud fra den sætning i aftaleteksten, må man håbe og forvente, at kontrollen med ordnede forhold bliver en del af tilsynet med de statsanerkendte museer under den nye museumsreform.
Mere generelt kan jeg være lidt nervøs for, hvor vi ender henne som museer med den nye reform. I de sidste 20-30 år har man i museumsverden talt meget om ”tivolisering”, hvor museerne skulle være mere kommercielle. Jeg var nervøs for, at reformen ville dreje i den retning, og det er så også lidt sket. F.eks. er der i reformen et incitamentsystem, der bl.a. handler om, hvor mange gæster man har. Der er i det hele taget fokus på den udadrettede aktivitet. Det er også vigtigt, men det er ikke det hele billede. Museernes rolle er også at indsamle, bevare og forske.
Det er godt, at der er kommet en museumsreform. Der var behov for at blive ryddet op, og det er der blevet. Tilskuddet i det gamle system var resultat af en historisk udvikling - hvor f.eks. tidligere statslige tilskudsordninger og tidligere amtslige tilskud blev videreført - så det var svært at gennemskue, hvorfor nogle museer fik mere eller mindre i tilskud sammenholdt med museer, der løste samme typer af opgaver. Nu starter man på ny med fastlagte kriterier for indplaceringerne af museerne i et nyt tilskudssystem, hvor man forsøger at være objektiv. Men de vurderinger, der ligger til grund for de nye indplaceringer, kan dog diskuteres og er ikke i sig selv særlige gennemskuelige eller objektive, så det er bestemt ikke et perfekt system.
DM er den største fagforening på museumsområdet med flere tusinde medlemmer.
DM MENER OM MUSEUMSREFORMEN:
TILSKUD!
Museumsreformen fjerner noget af den økonomiske usikkerhed, der historisk har været på museumsområdet. Samtidig fører reformen flere penge til området. Det mener DM er godt og vigtigt, da det giver museerne større mulighed for at arbejde langsigtet.
GENNEMSIGTIGHED?
Museumsreformen inddeler museerne i forskellige kategorier, som de får forskelligt grundtilskud fra. Men hvad afgør egentlig, hvilke museer, der placeres i hvilke kategorier? Det er mildt sagt uklart, og det ser DM som noget, der kommer til at give problemer for både museerne og staten.
FAGLIGHED?
Det kræver nogle bestemte, faglige kompetencer at sikre, at Danmarks kultur- og naturarv bliver udforsket - og at den ikke går tabt for altid. De kompetencer får man via uddannelse. Desværre lægger dele af museumsreformen op til at udvande kravene til faglige kompetencer hos dem, der skal løfte de mange vanskelige opgaver på museerne. Samtidig med, at hverken de nye tilskudsmodeller eller forslagene til lovændringer for alvor forholder sig til det vigtige arbejde med arkæologiske udgravninger og fund, som museernes ansatte udfører. Her er det nødvendigt, at politikerne tænker sig grundigt om, mener DM.
ORDNEDE FORHOLD?
Forholdene for de ansatte sejler i visse dele af museumsbranchen, hvor ledere spekulerer i at dumpe lønninger og arbejdsvilkår. Her er det positivt, at museumsaftalen lægger op til, at der skal være overenskomstmæssige forhold på de museer, der modtager statslig støtte. Det sikrer tryggere rammer for de ansatte - og dermed bedre museer til befolkningen.
Forperson for Kultur og Medier Anders Dalsager er kilde på DM's syn på reformen.
Fakta om museumsreformen
