Trivselskommissionens laver en folkehøring. Du kan komme med dit bidrag, ved at besvare fire spørgsmål om børn og unges trivsel på Trivselskommissionen.dk inden 30. april.
Trivselskommissionen er nedsat af regeringen i august 2023 og har til formål at belyse trivselsudfordringerne og komme med anbefalinger til, hvordan mistrivsel og sårbarhed kan forebygges og afhjælpes.
Nu vil kommissionen gerne have input fra alle relevante aktører.
”Folkehøringen er en invitation til alle, der interesser sig for og arbejder med børn og unge til at byde ind med idéer og løsninger. I Trivselskommissionen bilder vi os ikke ind, at vi sidder inde med alle svarene, tværtimod. Derfor åbner vi nu folkehøringen, hvor alle goder idéer er velkomne. Vores håb er, at børn og unge, forældre, pædagoger, lærere, trænere, frivillige, ja, alle, der kender til børn og unges hverdag i Danmark, har lyst til at kvalificere arbejdet med børn og unges trivsel,” siger kommissionsformand Rasmus Meyer.
Kommissionen beder om svar på følgende fire spørgsmål:
- Hvad er et godt børne- og ungeliv?
- Hvilke udfordringer står børn og unge overfor i dag?
- Hvilke årsager er der til børn og unges stigende mistrivsel?
- Hvilke løsninger er der på børn og unges trivsel/mistrivsel?
Et godt børne-og ungeliv er fælles ansvar
Svarene fra folkehøringen kommer til at indgå i Trivselskommissionens arbejde.
”Jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at være et vigtigt bidrag til kommissionens arbejde, og derfor håber jeg, at så mange som muligt har lyst til at deltage i denne høring,” siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.
Og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye håber, at rigtig mange vil deltage i høringen.
”Jeg er glad for, at trivselskommissionen ikke lukker sig inde, men tværtimod inviterer til en offentlig debat, som alle kan deltage i. Et godt børne- og ungeliv er et fælles anliggende. Derfor håber jeg, at mange vil gribe muligheden og dele, hvad de oplever i deres dagtilbud, skole, arbejde eller forening. Det er vigtigt, når vi skal blive klogere på, hvordan vi skaber de bedste værn mod mistrivsel i barndommen og ungdommen, ” siger han.