Spring menu over

“Jeg har ikke hang til kaos, jeg kan godt lide det forudsigelige”

Del artikel:

I computerspilsindustriens ustrukturerede rock’n’roll verden skiller Arendse Løvind Andersen sig ud med sin forkærlighed for spreadsheets, deadlines og dokumentation.

En guldfarvet hest stikker mulen frem over Arendse Løvind Andersens venstre skulder, da hun kommer gående ned over parketgulvet for at tage imod. Hendes pagehår er splittet i en midterskilning, den ene halvdel lys, den anden mørk.

Til venstre for hende står et par rækker skriveborde. Nogle med to skærme, andre med brede, bøjede computerskærme. Ved nogle af skærmene sidder unge fyre i fuld gang med at kode eller skabe 3D-modeller.

Spilproducenten Triband holder til i en københavnsk herskabslejlighed. Ud gennem vinduerne ligger søerne og Dronning Louises Bro badet i få af årets første solstråler.

“Lige da jeg startede her, havde jeg det meget sådan ‘jo, mor, det er et rigtigt arbejde. Jeg bliver betalt for det her’,” siger 28-årige Arendse Løvind Andersen, efter hun har vist hen til et afsides mødelokale og sat sig i en lænestol.

Triband laver, hvad der bedst kan defineres som fjollede spil. Spil, der ikke tager sig selv alt for seriøst. Spil, hvis største mål er at give dig et smil på læben.

Mest kendt er nok deres kæmpe hit ‘WHAT THE GOLF?’, et alternativt og til tider kaotisk take på golf, der opløser logisk tænkning i en udsyret fantasiverden, hvor du nogle gange selv er køllen, andre gange er køllen et parcelhus.

De kreatives støttepædagog

Arendse Løvind Andersen arbejder som design og user researcher og producer hos Triband. 

Første del af hendes jobtitel, handler om, at hun får en række testpersoner til at afprøve firmaets spil, observerer dem og ser, hvordan de reagerer. For vi afslører ofte sandheden i handlinger fremfor ord, som hun fortæller. Her trækker hun på analysekompetencer fra hendes universitetstid.

Producer-delen af hendes titel kan måske bedst beskrives ved, at hun agerer støttepædagog for nogle kreative hjerner, så de kan få friest mulige rammer til at gå grassat. 

Hun sørger for, at de forskellige interne teams snakker sammen og leverer til tiden, så de kan komme videre med næste iteration af spillet. Og så samler hun dokumentation på forskellige spils progression til Tribands samarbejdspartner, Apple.

“Jeg kan godt lide at lave kedelige, tekniske dokumenter, og så er jeg relativt god til at holde velstrukturerede møder. Jeg synes, det er sjovt at lave et velorganiseret spreadsheet. Og de ting er der meget få heromkring, der synes er fedt,” siger Arendse Løvind Andersen.

Men, de kreative hjerners tilgang udfordrer hende også nogle gange.

“Den der ‘rock’n’roll, vi jammer bare og laver nogle hurtige prototyper’-stemningen, kan også være svær for en som mig, der elsker deadlines og struktur. Jeg har ikke hang til kaos, jeg kan godt lide det forudsigelige.”

Når Arendse Løvind Andersen spiller fantasy brætspillet Dungeons and Dragons, er hun oftest en bard. Og der er mange ligheder mellem brætspilskarakteren, og hvordan Arendse Løvind Andersen ser sin rolle på arbejdspladsen. For de uindvidede indtager barden oftest en supportrolle.

“Jeg kan godt lide at få de andre til at gøre deres arbejde bedre. Jeg har aldrig haft lyst til at være den primære kreative drivkraft eller leder. Jeg kan godt lide at hjælpe andre med, at vi når vores mål,” forklarer hun.

Det behov, analyserer hun selv, stammer fra en svær tid i folkeskolen og sidenhen på gymnasiet, hvor hun ikke passede ind.

Siden er det specifikke karaktertræk også kommet til udtryk i hendes arbejde som filmklipper, hvor hun blandt andet har vundet en pris for sin “besnærende klipning”, som Ekko skrev, af filmen Babylebbe, der følger en ung persons møde med det københavnske queer-miljø.

“Der er noget fantastisk i at få en instruktørs vision ud på den rigtige måde.”

Tarantino og Christina

Udenfor vinduerne kæmper solen en forgæves kamp mod skyerne. Indendørs er Arendse Løvind Andersen ved at fortælle om en sårbar tid med en ærlighed, åbenhed og refleksion, der er få forundt.

I sin barndom og ungdom var hun passioneret omkring brætspil og computerspil. Hun var “totalt, kæmpe nørd” og dykkede dybt i sine interesser. Noget der ikke altid harmonerede med de andre børn.

“Da vi bare skulle lege, var jeg i mit es. Men som vi blev ældre og det handlede om, at vi skulle sidde i rundkreds og snakke om vores følelser og drenge, rakte min social kapital ikke længere,” siger hun.

Den følelse af ikke at passe ind fulgte hende fra folkeskolen og op i starten af gymnasietiden. Det var lige indtil en formiddag i 1.G, hvor alt ændrede sig.

“Hele gymnasiet skulle på skitur i Frankrig, men jeg ville ikke med. I stedet skulle jeg sidde med min mediefagslærer, Christina, på skolen. Vi så Pulp Fiction og diskuterede, hvorfor det er kunst. Det var en helt ny verden, der åbnede sig,” siger Arendse Løvind Andersen og bruger sine fingre til at imitere en eksplosion i hjernen.

Den nye verden udvidede sig, da hun studerede film- og medievidenskab på Københavns Universitet. Og da hun senere læste sin kandidat i spil på IT-universitet i København, fandt hun for alvor sin hylde.

“De to år på min kandidat var nogle af mine gladeste. Jeg er også glad nu og elsker mit arbejde, men det var noget helt særligt og stod i kontrast til, hvor nedern min skolegang tidligere havde været.”

På universitet skrev hun speciale om romancer og kærlighed i singleplayer-spil. Særligt kiggede hun på, hvad den måde spil sætter kærlighed i system, siger om, hvordan vi opfatter kærlighed på. Specialet tog udgangspunkt i hendes egne yndlingsspil som Fallout og Skyrim.

“Det er spil, der tager seriøse dilemmaer op fra den virkelige verden og lader folk tænke over, hvilke valg de tager. Jeg tror, de gør en stor forskel for os som mennesker. Især når vi bagefter taler og diskuterer dem,” fortæller Arendse Løvind Andersen. 

Senest udgav Triband ‘WHAT THE BAT?’, et VR-spil om at gå gennem livet med bat i stedet for hænder. Ligesom ‘WHAT THE GOLF?’ er det et comedyspil, der tilbyder spilleren et øjebliks fri fra omverden. Og der er en verden til forskel på, hvad Arendse Løvind Andersen selv spiller, og hvad hun arbejder med.

“WHAT THE GOLF? har en unik plads på den danske spilscene. Nogle gange får vi fanmail fra en forældre, der fortæller om sin 8-årige søn, der er helt opslugt og har spillet det i tre måneder og fundet en eskapisme og glæde i spillet. Der kan jeg mærke, at vi gør en forskel, og at det er super vigtigt,” siger Arendse Løvind Andersen.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje