Spring menu over

Hvordan får du jobbet? Brug DM's karrierechefs syv gode råd

Cecilie Cohrt
Del artikel:

Hos DM rådgiver vi hver måned masser af medlemmer om jobskifte. Vores karrierekonsulenter skal selvfølgelig også selv ansætte; her er hvad vores teamchef for karriere, Cecilie Cohrt, lærte, da hun læste sig igennem 150+ ansøgninger til en stilling i DM. Brug det til at lande dit næste job.

1. Der er knald på jobmarkedet

”Der er mange job, men der er også rigtig mange, der gerne vil skifte. Det gør det til en sjov blanding af sælgers og købers marked samtidig.”

2. Der er mange kvalificerede ansøgere

”Der er virkelig mange kvalificerede ansøgere. Ud af 158 ansøgere, var der ca. 100, der var lige til at ansætte. Så hvordan skiller man sig ud?”

3. Drop floskler

”Drop floskler som 'jeg søger jobbet, fordi mine kompetencer er et godt match til stillingen'. Det kan godt være, at AI har hævet bundniveauet, men man kommer ikke til samtale på det.”

4. Ansøgningen lever!

”Mange siger, at ansøgningen er død. Men med så mange gode CV'er, bliver den gode ansøgning faktisk bare vigtigere. I en tid, hvor alle på 45 sek. kan frembringe en nogenlunde standardansøgning på ChatGPT, så tørster man efter engagement og personlige bud, visioner og fortællinger. Og det var også dem, vi endte med at vælge ud fra.”

5. Ansøgningen skal bakkes op af CV’et

”Når du påstår noget i din profiltekst eller din ansøgning. Så skal CV’et bakke det op. Lad være med at sige, at du er en erfaren karrierekonsulent, hvis du ikke kan smide det på CV'et. Vær hellere ærlig og kom med dit bedste bud på, hvordan du vil løse opgaven.”

6. Ansættelsesudvalget er ligeglade med ”jeg”

”Hvis du starter mere end tre sætninger med ordet 'jeg', så er du på vej ned ad den gale sti… Jeg vil hellere høre, at du deler vores vision og har forstået opgaven i jobbet, end endnu en opremsning af din erfaring - den har jeg nemlig allerede læst i dit cv.”

7. Ring kun med deal breakers eller for at få en ægte forlomme

”Hvis du ringer på jobopslag, så spørg om det, som 1) Er en deal breaker for dig. Eller 2) Kan give dig unik og vigtig info til din ansøgning. Der ringer alligevel for mange til, at jeg kan huske dig... Medmindre du skilte dig negativt ud. Det er til gengæld helt helt ok at ringe, når de to betingelser er opfyldt.”

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje