Spring menu over

Hvad skal du gøre, hvis du vil springe fra et jobtilbud?

Del artikel:
Af Bitten Kjærgaard

Kan du med god samvittighed sige ja, hvis du får tilbudt et job, når du i virkeligheden har kastet din kærlighed på et andet job, som du endnu ikke ved om du får?

Ikke sjældent får vi medlemmer i røret, som er i den (heldige) situation, at de er indkaldt til samtaler på flere forskellige jobs.

Nogle gange får de tilbudt et job, mens de stadig venter på svar fra en samtale de har været til et andet sted. Og hvor de måske i virkeligheden helst vil have det job, de endnu ikke har hørt fra.

Her får du vores råd til, hvad du skal gøre, hvis du vil springe fra et jobtilbud til et andet.

Hvis der er mulighed for, at du kan trække tiden lidt, anbefaler vi, at du gør det. Men er tiden ved at rinde ud – så anbefaler vi, at du stiller dig selv bedst muligt og underskriver det job, du har fået tilbudt, vel vidende, at der kan komme et bedre tilbud kort efter.

Situationen er lettest, hvis du kun har takket mundtligt ja til det første jobtilbud. Selvom en mundtlig accept er lige så bindende som en skriftlig, vil der ofte være en del vilkår, du ikke har kunnet forholde dig til mundtligt. Og når du endnu ikke har set kontrakten eller forhandlet løn, at det er nemmere at komme ud af.

Hvis du har fået kontrakten, men ikke skrevet under endnu, kan du måske købe dig lidt tid her, mens kontrakten bliver set igennem, blandt andet af din fagforening.

Hvis du har skrevet under...

Hvis du har skrevet under på kontrakten, har du bundet dig til at møde første arbejdsdag. Du er derfor forpligtet til at levere din arbejdskraft, frem til du ville kunne fratræde i henhold til dit opsigelsesvarsel, og det tæller først fra første arbejdsdag. Ønsker du at komme ud af jobbet før tid, skal du være opmærksom på, at funktionærloven gør det muligt for arbejdsgiveren at kræve, hvad der svarer til en halv månedsløn fra dig. En slags standardkompensation for den situation, du bringer dem i. Det er sjældent, at muligheden bruges, men risikoen er der.

Giv arbejdsgiveren besked, så snart alle formalia er faldet på plads omkring det mere attraktive tilbud. Det vil sige, når kontrakten er underskrevet, så du med sikkerhed ved, at jobbet er dit. Så kan de hurtigst muligt finde en ny kandidat.

Det er en træls besked at skulle give, og der er flere måder du kan gøre det på, men jeg anbefaler, at du står ved din beslutning og kontakter arbejdsgiver mundtligt og ikke kun pr. mail. Det viser, at du tager ansvar, også selv om det er en mindre behagelig samtale.

Læg vægt på, hvad tilvalget af det nye job skyldes, og tal ikke negativt om arbejdsgiver. Uddyb for eksempel, at den anden jobmulighed tilbyder din profil noget, der gør, at du simpelthen ikke kan sige nej til det job.

Uanset hvad begrundelsen er, kommer vi ikke uden om, at du stiller arbejdsgiver i en ubelejlig situation. Anerkend det gerne i samtalen, og vær indforstået med, at du måske brænder en bro, hvad angår fremtidige jobmuligheder hos den arbejdsgiver. Med god adfærd kommer man langt, og leverer du budskabet ordentligt, kan du glæde dig over, at du gjorde det bedst mulige.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje