De ukrainske myndigheder har frataget DR-journalist Matilde Kimer hendes presseakkreditering. Det er sket ud fra en grundløs beskyldning om, at hun laver “sovjetisk propaganda”. Det betyder, at den prisbelønnede journalist ikke længere kan rapportere fra Ukraine.
I DM Kultur og Medier beklager vi dybt, at Ukraine udelukker Matilde Kimer fra at arbejde i landet. Som fagforeningssektor for danske akademikere, der udfører journalistisk arbejde, opfordrer vi indtrængende de ukrainske myndigheder til at ændre beslutningen.
Vi mener, at grundlaget for udelukkelsen er helt uholdbart. Kimer er journalist for Danmarks største public service-medie, og hun er i den danske offentlighed anerkendt for stor redelighed og dybdegående, saglige rapporter fra Ukraine.
Pressefrihed er en vital værdi for et demokratisk samfund, der ikke bør gradbøjes. Matilde Kimer og andres seriøse, journalistiske arbejde bør derfor ikke hindres.
DM har fra starten af den russiske invasion stillet sig solidarisk med Ukraines frihedskamp, og vi ved, at den danske befolknings vilje til at støtte Ukraine i længden er afhængig af, at den bliver opdateret om udviklingen via løbende, seriøs rapportering fra krigszonerne.
Vi støtter derfor vores kolleger i Dansk Journalistforbund og appellerer til, at de ukrainske myndigheder snarest vil tage Kimers sag op og atter give hende adgang til at rapportere fra landet.
Mvh.
Bestyrelsen for DM Kultur og Medier
Mød Matilde Kimer 6. feb.
Kom til morgenmøde med Matilde Kimer 6. februar kl. 8.30-10. Det er gratis for medlemmer af DM.