DM har længe kæmpet for bedre barselsvilkår for selvstændige og iværksættere. Med finansloven for 2020 får de selvstændige endelig en barselsfond og har dermed udsigt til markant bedre muligheder for at gå på barsel på lige vilkår med almindelige lønmodtagere. Det er en stor sejr – ikke kun for de selvstændige, men også for ligestillingen.
Med finansloven for 2020 bliver en barselsfond for selvstændige nu en realitet. Fonden skal gøre det muligt for folk i selvstændig beskæftigelse at gå på barsel med bedre dækning, så længe arbejdet i deres selvstændige virksomhed gør dem berettiget til fuldtidsdagpenge.
”Det er virkelig vigtigt for iværksætteriet i Danmark, at det nu bliver muligt at gå på barsel uden at skulle lægge hele virksomheden ned. For vi skal netop støtte og fremme iværksættere, ikke gøre det sværere for dem”, siger Camilla Gregersen, formand for DM.
Baner vejen for flere kvindelige selvstændige
Den nye barselsfond åbner for, at yngre kvinder får bedre muligheder for selvstændigt erhverv.
Det er DM’s håb, at de bedre økonomiske vilkår under barsel vil gøre flere kvinder interesserede i at starte egen virksomhed.
Ifølge Danmarks Statistik er det kun otte procent af nystartede virksomheder, der er registreret hos en kvinde under 35 år. Det vidner om, at denne gruppe er specielt tilbageholdende, når det gælder om at springe ud som iværksættere.
”Det glæder mig virkeligt, at der med barselsfonden bliver slået et slag for ligestillingen i finansloven. Det er et stort skridt i den rigtige retning for at få flere specielt yngre kvinder ind på en iværksættervej, der ellers traditionelt domineres af mænd. Og det er i øvrigt også vigtigt for unge mandlige iværksættere at kunne være sammen med deres børn, så det er en håndsrækning til alle selvstændige med børneplaner” siger Camilla Gregersen om det større perspektiv i at gøre det lettere at stifte familie, når man har egen virksomhed.
Den endelige udformning forventes i starten af 2020
Ifølge aftalen om finanslov, som Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet er blevet enige om, begynder de endelige drøftelser om udformningen af fonden i begyndelsen af 2020, men som udgangspunkt vil kun fuldtidsbeskæftigede selvstændige være omfattet af fondens midler.
Det er derfor også den gruppe af selvstændige, der indbetaler til fonden. Der er med aftalen sikret en startkapital på 10 millioner kroner til at komme godt fra start.