Spring menu over

Debat: Hvordan sikres udvikling?

Camilla Gregersen
Del artikel:
Af Kristoffer Klit Langgaard

Uddannelsesinstitutioner spiller en vigtig rolle for hele landet, men også for den enkelte region. Det vil få store konsekvenser for uddannelserne, men også hele samfundet, at 2-pct-besparelserne får lov til at fortsætte, skriver formand for Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen, i et debatindlæg i Nordjyske.

UNIVERSITETER: Den nylige fyringsrunde af 107 kolleger på Aalborg Universitet gav genlyd i de landspolitiske medier. Med rette. For det vil få store konsekvenser for uddannelserne, men også hele samfundet. Valgkampen lurer, og med den følger de store politiske diskussioner om, hvordan kagen skal skæres, så vi ruster Danmark bedst til fremtiden.

Jeg håber, at valget kommer til at handle om, hvordan vi sikrer liv og udvikling i alle dele af landet. Det kræver blandt andet, at vi har et bredt udbud af kvalitetsuddannelser. For vi ved, at mange bliver boende i det område, hvor de uddanner sig. I kølvandet på uddannelsesinstitutioner følger børneliv, ungdomsliv og familier, der slår sig ned. Derfor er attraktive uddannelsesmuligheder på uddannelsesinstitutioner som f. eks. Aalborg Universitet og UCN vigtige vækstmotorer for hele Nordjylland.

I Dansk Magisterforening organiserer vi mange af AAU's universitetskandidater samt de dedikerede undervisere, der f. eks. uddanner pædagoger, produktionsteknologer, robotteknologer og miljøspecialister, der udklækkes på uddannelser i hele Nordjylland. De nyuddannede er den nye generation af medarbejdere, der skal skabe vækst i regionen fremover. De fortjener en uddannelse, som er helt i top. Desværre bliver der sparet hårdt på universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier og ungdomsuddannelser i disse år.

Siden 2016 er der sparet to procent på uddannelserne hvert eneste år, og foreløbig har regeringen meldt ud, at de vil fortsætte besparelserne frem til 2022. I Region Nordjylland alene skal der spares svimlende 1,2 milliarder på de videregående uddannelser. Det svarer til 448 færre undervisere på nordjyske videregående uddannelsesinstitutioner i 2022. Oveni det kommer besparelserne på ungdomsuddannelserne.
Nedskæringerne sætter dybe aftryk på uddannelserne i form af afskedigelser af undervisere og administrativt ansatte på uddannelserne og mindre undervisning og vejledning af de studerende.

Hvis besparelserne fortsætter de kommende år, bliver det efterhånden svært at opretholde ambitionen om et Danmark i front som videnssamfund. Men vi skal have kvalitetsuddannelser i Danmark. For investering i uddannelse er investering i fremtiden for alle landsdele. Når vækstlokomotivet - uddannelserne - bremses på grund af besparelser, smitter det af på de mange lokale og regionale virksomheder, der er afhængige af arbejdskraften.

Derfor min opfordring til politikerne i valgkamp: husk hvor vigtig en rolle stærke uddannelsesinstitutionerne spiller for hele landet, men også for den enkelte region. Visionerne skal tilbage i uddannelsespolitikken, så vi kan få et Danmark i balance og udvikling.

 

Debatindlægget er fra Nordjyske Stiftstidende 8. april 2019

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje