Ingeniørvirksomhed fyrede DM-medlem på barsel kort efter hun havde født. Virksomheden skal kunne bevise, at fyringen ikke sker på grund af graviditeten, og det kunne virksomheden ikke. Vi forhandlede syv måneders løn hjem til medlemmet udover det almindelige opsigelsesvarsel på tre måneder.
Lykkelige omstændigheder blev lynhurtig forvandlet til en usikker jobfremtid, da en ansat i en ingeniørvirksomhed blev fyret under sin barselsorlov kort efter fødslen.
I disse tilfælde er der omvendt bevisbyrde. Det betyder, at virksomheden skal kunne dokumentere, at fyringen ikke sker på baggrund af graviditeten.
Den viden er naturligvis kendt blandt DM’s konsulenter og også hos Per Alm, der fik sagen.
For ham var sagen klar. For arbejdsgiver havde ikke opsat kriterier for opsigelsen af hende. Det gjorde det svært for virksomheden at godtgøre, at det var lige præcis medarbejderen på barsel, der skulle fyres.
Alle alarmknapper blinkede
”Ligestillingsloven beskytter lige præcis mod den slags fyringer, hvor man bliver afskediget under barslen netop fordi man er væk i en længere periode. I dette her tilfælde manglende der dokumentation for anvendelse af saglige afskedigelseskriterier, og virksomheden havde samtidig kørt en anden person i stilling til jobbet”, siger han og uddyber:
”Kort inden opsigelsestidspunktet var der tilmed ansat nye medarbejdere, og det understregede, at medlemmet var blevet kørt ud på et sidespor. Nærmest alle alarmknapper blinkede”, siger Per Alm.
Derudover havde arbejdsgiver ikke tilbudt hende omplacering. Det har de et udvidet ansvar for ved opsigelse af barslende medarbejdere.
”Med en anciennitet på kun to år i firmaet er jeg særdeles godt tilfreds med, at vi ender med i alt 10 måneders løn til medlemmet, hvilket svarer til i alt 281.000 kr. plus pension”, slutter han.
Bevar roen og kontakt os
Bliver du afskediget, er du vigtigt, at du bevarer roen. Du må endelig ikke skrive under på andet, end at du har modtaget opsigelsen, før du har kontaktet os.
Læs mere om reglerne for afskedigelse