For 27-årige Frederik Seidelin var støtten fra DM’s rejsepulje nøglen til specialet og et 8 dages feltarbejde i Edinburgh. Du kan også søge støtte fra DM’s rejsepulje.
I vores moderne verden er det svært at forestille sig, at hverken internettet eller universitetsbiblioteket slår til, når man skal skrive speciale.
Men det var situationen for Frederik Seidelin, som er kandidatstuderende i engelsk på Københavns Universitet.
Frederiks speciale drejer sig om populisme og skotsk politisk nationalisme og kilderne, han skulle bruge, var kun at finde i papirudgaver på National Library of Scotland i Edinburgh.
Her begravede han sig i arbejdet med at finde kilder til sit speciale i otte dages intensivt feltarbejde.
”At være på feltarbejde er at tage af sted og være på arbejde. Det er hårdt disciplineret læsning på arkivet,” siger han og tilføjer, at han fik utrolig meget ud af turen.
”Det var udmattende tur at være på, men også utrolig udbytterig. Jeg tog på en café sidste dag og kiggede mine noter igennem og fik på 2½ time skrevet halvdelen af et kapitel, som jeg i mere end en måned ikke har kunnet få taget hul på.”
Frederiks feltarbejde i Edinburgh gravede dybt ned i populismens skotske afkroge. Da taskerne var pakket, og alt var klar til hjemturen, var han nu i stand til at forklare, hvorfor populistiske tendenser findes i Skotland og ikke kun, at de er der.
”Populisme distraherer os fra de underliggende problemer, der er i vores samfund. Det er et kæmpestort felt, og det, mit speciale gør, er at zoome ind på et specifikt emne.”
Et boost på færdighedskontoen
Frederik ønsker at gøre karriere i akademia, derfor var det vigtigt for ham at begynde på at forske igennem feltarbejde allerede ved specialet. DM’s rejsepulje gjorde turen mulig.
”Jeg mener, det er fornuftigt for alle at komme ud og lave feltarbejde, men det kan være svært at finde penge til det i et studenterbudget,” siger han og konkluderer, at det er vigtigt, fordi:
”Feltarbejde giver et boost på ens færdighedskonto.”
Frederik opfordrer derfor alle med lysten til at rejse og udmærke sig til at søge DM’s rejsepulje:
”Jeg synes, DM’s rejsepulje er fantastisk. DM’s rejsepulje er meget åben og ligetil, og det gør det muligt for mange at søge. Hvis man sender en ansøgning, comitter man sig også til rejsen.”
Søg rejsepuljen
Er du interesseret i støtte fra DM’s rejsepulje til dit feltarbejde, konference eller studieophold, så send os din ansøgning inden 1.marts 2017.