Spring menu over

Dom på udflytningsområdet vækker glæde i Dansk Magisterforening

Del artikel:

En medarbejder på en flytteramt statslig arbejdsplads har fået medhold i, at 183 kilometer i ekstra kørsel til og fra arbejdspladsen ligger over tålegrænsen. Dommen får den betydning, at der nu i endnu højere grad skal foretages individuelle, konkrete vurderinger af, om en flytning udgør en væsentlig stillingsændring eller ej.

Byretten i Randers har stadfæstet, at det ikke er uden retlige konsekvenser, når man flytter en medarbejder fra et arbejdssted til et andet. Sagen drejer sig om en medarbejder, der fik en rejsetid på næsten tre timer om dagen, da hendes arbejdsplads skulle flyttes fra Viborg til Hjørring. Retten afgjorde dog, at den ændring er af en så væsentlig karakter, at hun nu kan se frem til en opsigelse med løn. Mange andre statslige medarbejdere, har selv måtte sige op, hvis de af familiære eller andre grunde ikke har haft mulighed for at flytte med arbejdspladsen.

Dommen kommer i kølvandet på, at regeringen er i gang med at flytte 3.900 statslige arbejdspladser væk fra større byer i Danmark og har bebudet en ny runde i 2018. Det er en proces, der altså nu ser ud til at kunne skabe retlige muligheder for de medarbejdere, der har valgt ikke at flytte med arbejdspladserne.

Dommen glæder Dansk Magisterforening, hvor en række medlemmer af berørte af de statslige flytninger:

- Den falder lige ned i hjertet af de kampe, vi har haft med Moderniseringsstyrelsen om ansættelsesvilkår. Dommen kan få meget stor betydning, når det handler om flytning af de statslige arbejdspladser, da det kan betyde, at staten skal varsle flere flytninger som en væsentlig stillingsændring, hvilket stiller de berørte medarbejdere i en meget bedre situation. Det er det, vi i Dansk Magisterforening har kæmpet for, og derfor er jeg meget glad for afgørelsen, siger Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening

Den principielle dom kan betyde, at flere medarbejdere fremover kan få medhold i sager, som drejer sig om flytningen af deres arbejdsplads, fordi arbejdsgivere ikke længere blot ved at indføre meget brede ansættelsesområder geografisk kan flytte medarbejderne rundt, uden at der skal foretages en konkret vurdering af, om der er tale om en såkaldt væsentlig stillingsændring.

 Dansk Magisterforening vil meget gerne blive ved med at føre medarbejdernes sager på det her område, understreger formanden. 

- Vi har hele tiden gerne ville føre sager i forbindelse med flytningen af de statslige arbejdspladser, og jeg håber, at flere medlemmer vil være med til at lade DM føre en sag, når de nu kan se, at det giver resultater, siger Camilla Gregersen

Flytningen af de statslige arbejdspladser har både skabt positive og negative meldinger iblandt Dansk Magisterforenings medlemmer, siger Camilla Gregersen. Dansk Magisterforening er derfor gået sammen med fagforeningerne Djøf og IDA om at lave en grundig evaluering af første runde af de statslige flytninger. Evalueringen ventes færdig til efteråret.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje