Regeringen lægger i sit finanslovsforslag for 2017 op til yderligere besparelser på uddannelserne.
Regeringen vil ændre SU’en til studerende, så kun halvdelen af SU’en fremover kommer til at bestå af stipendier, mens den anden halvdel bliver rentefrie lån.
DM’s formand Camilla Gregersen mener, at det er en massakre på SU-systemet og et generationstyveri af dimensioner.
”Jeg frygter, at færre vil gennemføre en uddannelse, og det vil uden tvivl skade videnssamfundet, stik imod politikernes ambitioner for Danmark som en konkurrencedygtig spiller på fremtidens arbejdsmarked”, siger hun om den 2025-plan, som statsminister Lars Løkke Rasmussen fremlagde 30. august 2016 i forbindelse med forslaget til den kommende finanslov.
”Nedskæringer i SU-stipendierne vil ramme de unge hårdest, der kommer fra lavest uddannede og mindst velhavende hjem. Vi ved, at netop denne gruppe unge er mindre tilbøjelige til at låne penge til uddannelse. Regeringens SU-forringelser skaber derfor en skævhed i uddannelsessystemet, som jeg tror, de færreste danskere vil bryde sig om”, siger hun.
Uddannelsesbesparelser
Regeringens angreb på uddannelserne stopper ikke ved SU’en.
Regeringens grønthøster kører støt og roligt videre hen over de videregående uddannelser og klipper yderligere to procent af hver uddannelsesinstitution i 2017. En grønthøsterkørsel, som allerede satte i gang i 2016.
”Det er stærkt problematisk. Vi har allerede mærket de voldsomme indvirkninger på uddannelserne fra den sidste finanslovs besparelser, og regeringens planlagte besparelser næste år vil være endnu et hårdt slag for fødekæden til videnssamfundet”, siger Camilla Gregersen.
Det gik ligeledes ud over forskningen sidste år, som blev skåret med 1,4 milliarder, og regeringens forskningssatsning i den kommende finanslov retter ikke op på det.
”Det nytter ikke, at der i 2025-planen kun afsættes strategiske midler, for det finansierer ikke grundforskningen. Universiteternes grundforskning er forudsætningen for, at virksomhederne kan lave strategisk forskning. Med finanslovens manglende prioritering af frie forskningsmidler til universiteterne er det svært at se, at regeringen kan nå i mål med ambitionen om et stærkere Danmark. Et stærkere Danmark er afhængigt af, at virksomheder kan skabe værdi og udvikle fremtidige produkter på baggrund af universiteternes grundforskning”, siger Camilla Gregersen.
Til gengæld roser DM’s formand regeringen for at ville indføre et større fradrag for virksomhedernes merinvesteringer i forskning og udvikling.
”Vi har mange medlemmer, der arbejder i det private indenfor eksempelvis medico- og miljøområdet, og det er vigtigt for DK’s videre udvikling, at flere virksomheder investerer i forskning. Derfor støtter vi helhjertet, at virksomhederne motiveres til at investere i forskning”, siger hun.
Bevar Danmarks grønne profil
Regeringen vil afskaffe PSO‐afgiften, som bruges til at finansiere udbygningen af vedvarende energi, efter at EU‐Kommissionen har erklæret den nuværende danske afgiftsordning for ulovlig.
Venstre har foreslået at betale PSO‐afgiften ved at hæve bundskatten og droppe planlagte opførelser af nye vindmøller.
DM anbefaler, at Danmark ikke sætter sin førerposition inden for grøn omstilling over styr.