Spring menu over

Forskere konkluderer: lavere SU og højere lån påvirker unges studieadfærd

Del artikel:

En gruppe forskere har gransket den eksisterende viden om SU. Dommen er klar: SU-ændringer vil få konsekvenser for unges adfærd, når det kommer til optag, uddannelsesvalg, gennemførsel og frafald.

PRESSEMEDDELELSE

Det er et uafhængigt panel af fem anerkendte forskere, der i dag præsenterer sine resultater på Christiansborg. Forskerne har på baggrund af eksisterende forskning og viden på området kortlagt de potentielle adfærdsaspekter i forbindelse med ændringer i SU.

I SU-forskerpanelets notat fremgår det, at lavere SU og højere lån påvirker unges adfærd, når det kommer til optag, uddannelsesvalg, gennemførselstid og frafald. Derudover er forskerne enige om, at SU-ændringer vil have størst effekt på unge fra mindre velstillede hjem.

SU-forskerpanelets præsenterer sine resultater netop som regeringen med sin "Helhedsplan 2025" har foreslået nedskæringer i SU.

”Det bedste forskningsbaserede bud er, at SU-niveauet påvirker optag, frafald og social mobilitet. Men vi mangler nyere viden for at kunne sige, om tidligere studier kan overføres til nutidige forhold”, siger professor ved KORA Jacob Nielsen Arendt.

 

Det er Dansk Magisterforening, der har nedsat det uafhængige forskerpanel. Fagforeningen, der organiserer 50.000 studerende og færdiguddannede akademikere, mener, at der i debatten har manglet perspektiver på, hvad SU-forringelser vil få af konsekvenser for de unge.

Formand Camilla Gregersen opfordrer regeringen til at revurdere planerne om at skære i SU.

"Det er vigtigt, at SU-debatten foregår på et sagligt grundlag. For mig at se er forskernes vurderinger ganske entydige på en række vigtige parametre som fx optag og frafald. Jeg synes, at politikerne skal tænke sig godt om, før de skærer i SU’en. Nedskæringer på SU kan gøre det sværere at bevare Danmark som et konkurrencedygtigt videnssamfund, hvis færre lyse hoveder kommer til at fuldføre en akademisk uddannelse. Vi skal passe på, at vi ikke øger uligheden i uddannelsessystemet. Kortsigtede besparelser i uddannelsesstøtten må ikke blive en barriere for unge, uanset social baggrund, for at kunne gennemføre en uddannelse”, siger Dansk Magisterforenings formand Camilla Gregersen.

Ekspertpanelet er uafhængigt af Dansk Magisterforening. Det er Damvad Analytics, der faciliterer og yder sekretærbistand for forskernes arbejde.

Forskerne præsenterer deres analyse den 28. september kl. 9.00 – kl. 11.00 på Christiansborg.

 

Medlemmer af panelet: Professor Palle Rasmussen AAU, Professor Martin D. Munk AAU, Professor Jacob Nielsen Arendt KORA, Lektor Rie Thomsen AU, Ph.d. Jakob Rathlev EVA.

Yderligere oplysninger

Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening: 27 12 92 33

Esben Geist, presse- og kommunikationschef i Dansk Magisterforening: 30 50 71 57


Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje