Deltidsansatte - der har arbejdet mere end det aftalte timetal - kan have krav på ekstra betaling.
Er du - eller har du været - deltidsansat i stat eller kommune, bør du læse videre!
Offentligt ansatte på deltid og fuldtid bliver honoreret forskelligt for ekstra timer ud over, hvad man er ansat til. Det kan dog være i strid med EU-regler, viser nye domme fra EU.
I to tyske sager har EU-Domstolen nemlig fastslået, at deltidsansatte er blevet forskelsbehandlet i forhold til fuldtidsansatte, da de ikke fik samme betaling for ekstra arbejde som fuldtidsansatte.
Det kan betyde, at mange offentlige overenskomster er i strid med EU-reglerne.
Om DM DSL’s – og mange andre offentlige overenskomster er i strid med de seneste afgørelser ved EU domstolen, skal afgøres i en faglig voldgift, der er anlagt i efteråret 2025.
I en faglig voldgift bliver uenigheder eller konflikter mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer afgjort. Denne faglige voldgift vil tage stilling til spørgsmålet på både det kommunale og statslige område.
Hvad betyder det for dig?
Får vi medhold i at deltidsansatte er blevet ulovligt forskelsbehandlet, kan det betyde, at du har krav på ekstra betaling for de timer, du har arbejdet ud over det aftalte timetal.
Det er også vigtigt at understrege, at vi endnu ikke ved, om der skal ske efterbetaling. Det kan vi først sige, når sagen er helt afsluttet.
Det er imidlertid en forudsætning for at komme i betragtning til ekstra betaling, at du er - eller har været - ansat på nedsat tid i perioden fra oktober 2015 til i dag og har fået opgjort merarbejde i denne periode, som du efterfølgende har fået udbetalt eller afspadseret.
Registrering af deltidsansættelse
For at komme i betragtning til ekstra betaling skal du registrere dig hos DM DSL for at forældelsesfristen bliver afbrud. Forældelse betyder, at dit krav over tid falder bort.
DM DSL gør det for medlemmerne
DM DSL indgår i denne voldgiftssag og nedlægger påstand om efterbetaling på vegne af medlemmer af DM DSL.
Du kan tjekke og revidere dine medlemsoplysninger på Mit DM, korrekte oplysninger er vigtige for, at vi hurtigt og præcist kan komme i kontakt med dig.
Skulle du have en kollega, som endnu ikke er medlem, så vil der være mulighed for at indgå i sagen om efterbetaling ved indmeldelse i DM DSL.
Har du spørgsmål til den faglige voldgift og muligheden for efterbetaling vil vi i første omgang opfordre til at afvente at du modtager den direkte mail fra os med yderligere information, ellers kan du kontakte DM DSL på 38 15 66 00 eller på Mit DM.
Find svar i FAQ’en
Få svar på de mest stillede spørgsmål - og se, hvordan du sikrer dine krav.