Spring menu over

DM’s guide til et godt jobskifte

Del artikel:

Her får du DM’s guide til et godt jobskifte med vores bedste råd før, under og efter du skifter job. Brug guiden til at finde ud af, hvad det næste skridt i din karriere skal være.

Arbejdsmarkedet er brandvarmt, og vi skifter job mere end nogensinde. Derfor har vi lavet en guide, hvor vi har samlet en række gode råd til, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med at skifte job og hvordan du får det bedste jobskifte.

Med vores gode råd i baghovedet kan du lægge den bedst mulige jobsøgningsstrategi og dermed undgå, at din jobsøgning bliver febrilsk og retningsløs.

Guiden indeholder:

  • 5 gode råd til dig, der overvejer at skifte job.
  • DM’s afklaringsmodel som du kan bruge til at finde ud af, hvilket job du vil have.
  • Tjeklisten til det gode CV og den gode ansøgning.
  • Hvad du skal være opmærksom på under jobsamtalen.
  • 4 råd til, hvordan du kommer godt fra start i dit nye job.


God læselyst – og held og lykke med at skifte job!

Har du brug for en snak om din karriere?

Vores erfarne karriererådgivere sidder klar til at give dig individuel og professionel sparring på spørgsmål om din karriere, arbejdsliv og kompetenceafklaring. Vi møder dig lige der, hvor du er i karrieren.

Jobskifte giver ofte et godt lønhop

I 2022 steg vores privatansatte medlemmer i gennemsnit 13 % i forbindelse med et jobskifte. Når du ved, hvad du faktisk burde tjene, står du bedre til lønsamtalen med din kommende chef. Brug vores lønberegner til at tjekke din løn.

Læs vores gode råd til dig, der overvejer at skifte job. Disse råd er også med i vores guide om et godt jobskifte.


5 gode råd til dig, der overvejer at skifte job:


1. Find ud af, hvad du vil have ud af jobskiftet

Det vigtigste er, at du reflekterer over: Hvad er det, du gerne vil? Hvad vil du gerne have ud af dette jobskifte? Hvad skal det gøre for dig?

2. Overvej, hvor stor en forandring du ønsker i forbindelse med jobskiftet

Spørg dig selv: Hvad vil du gerne skifte ud? Vil du gerne blive i samme branche, men trænger til nye kollegaer? Ønsker du at arbejde i en anden organisationstype eller måske skifte branche? Vil du prøve en ny rolle af, have nye vilkår – og hvor mange parametre vil du skifte ud på en gang?

3. Opdatér din LinkedIn-profil

Inden du begynder at søge job, bør du kigge din LinkedIn-profil efter i sømmene. Viser din LinkedIn-profil dét job, du gerne vil have? Er du i forvejen i job, men pønser du på at skifte job, så kan du selvfølgelig ikke gøre det alt for gennemskueligt på din profil, at du leder efter noget nyt. Men du kan godt fremhæve, hvilke opgaver, du ønsker flere af. Har du svært ved at greje, hvordan du gør dette, så book et gratis tjek af din LinkedIn-profil her.

4. Hav dine materialer i orden

Når du søger job, skal du naturligvis have dit håndværk i orden. Start med at opdatere dit CV med din erfaring, ansvarsområder og hvilke resultater, du har opnået. Husk altid at skrive en målrettet ansøgning og et målrettet CV til de jobs, du søger.

5. Klarlæg, hvor meget tid du kan afsætte til jobsøgningen

Find ud af, hvor mange timer om ugen du kan afsætte til at søge jobs og hvornår på døgnet denne tid skal ligge. Lav en konkret og realistisk plan for dig selv, så jobsøgningen ikke føles som en konstant stressfaktor. Husk at gøre det til en rar proces; for eksempel med god musik i ørerne eller med din yndlingskop kaffe.

 

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje