Udsigten til mange tidsbegrænsede ansættelser fik Richard Oberdieck til at vælge forskervejen fra for i stedet at bygge og optimere på havvindmølleparker hos Ørsted. Et job uden for universitetet stillede dog sine helt egne og anderledes krav til ansøgningsprocessen.
Fakta om Richard Oberdieck
Richard Oberdieck kom til Danmark i 2014, mens han var ph.d.-studerende på Imperial College i London. Han har tidligere læst til kemiingeniør på ETH Zurich, Zurichs tekniske universitet og forsvarede i 2017 sin afhandling “Theoretical and Algorithmic Advances in Multi-Parametric Optimization and Control”. Afhandlingens emne er matematisk procesoptimering inden for kemi og medicin. I sin nuværende stilling som numerisk specialist hos Ørsted er han ansvarlig for udviklingen af modeller, som kan finde den optimale udformning af vindmølleparker. Han er blandt andet med til at udregne, hvordan turbiner placeres bedst i forhold til hinanden, og hvordan kabler trækkes mest effektivt. Sideløbende med sin stilling på Ørsted underviser Richard i procesoptimering på DTU.
Hvordan bruger du dine forskningsfærdigheder i din nuværende stilling?
Ud over min specifikke tekniske viden om optimeringsproblemer, er det, jeg bruger mest, nok evnen til at samle information fra en masse forskellige kilder og vurdere den kritisk. Jeg har oparbejdet en systematik, som gør det muligt for mig effektivt at opsøge og skabe den viden, som er nødvendig i mit arbejde. Det er helt centralt.
Er du stadig i berøring med forskningsverdenen?
Min nuværende stilling var i udgangspunktet ret åben, så jeg har selv skullet forme mine arbejdsopgaver og finde mig en niche. Faktisk er jeg endt med at lave præcis det, jeg håbede – arbejde med optimering i arbejdet med havvindmølleparker. For at jeg kan gøre det, er det vigtigt, at jeg holder mig orienteret om de seneste udviklinger i forskningen, så jeg kan prøve nye løsninger af. Så jeg er egentlig løbende i berøring med, hvordan mit felt udvikler sig og læser forskningspapers hver eneste dag. Faktisk ville jeg nok godt kunne publicere på baggrund af de ting, jeg har udviklet, men i min nuværende stilling er der selvfølgelig ikke den samme målrettethed mod publicering, som der er på universiteterne. Til gengæld får jeg lov til at sige, at jeg er med til at bygge en havvindmøllepark - og det føles faktisk ret cool.
Min nuværende stilling var fra starten ret åben, så jeg har selv skullet forme mine arbejdsopgaver og finde mig en niche.
Hvornår blev du klar over, at du ikke ville sigte efter en universitetskarriere?
Jeg sprang på hovedet ud i ph.d.en og var fra starten superpassioneret og begejstret over at få muligheden for at forske. Efter cirka halvandet år, lidt inden jeg var nået halvvejs, begyndte jeg at spekulere over, hvad jeg egentlig skulle bagefter. I første omgang kiggede jeg mig primært omkring efter muligheder for at forsætte som universitetsforsker. På mit tredje år besluttede jeg mig så endeligt for, at jeg ikke skulle fortsætte inden for universitetssystemet. Jeg kunne se, at selv de forskningsmæssigt stærkeste inden for mit felt måtte rejse fra land til land indtil fyrreårsalderen for at få en kontrakt, som ikke var tidsbegrænset.
Hvad gjorde du, da du først havde truffet den beslutning?
Selvom jeg så afslutningen på mit ph.d.-forløb nærme sig, så gjorde jeg faktisk ingenting. Det er nok det, jeg fortryder mest, og det ærgrer mig stadig. Jeg var fuldstændigt fokuseret på arbejdet med afhandlingen. Når jeg kigger tilbage, kan jeg nu se, at min tænkning var lidt fejlagtig. Jeg menteat for at stå optimalt på arbejdsmarkedet, så skulle jeg gøre min afhandling færdig – jo hurtigere, jo bedre. Jeg var måske også lidt tilbøjelig til at tænke, at min tekniske uddannelse ville betyde, at det ikke ville være det store problem for mig at finde en stilling. Man hører hele tiden i medierne om manglen på ingeniører.
Derfor gik det først lidt sent op for mig, at jeg allerede under studiet skulle have været ude og tale med folk. Jeg skulle have brugt mere energi på at finde ud af, hvad der egentlig er brug for de steder, hvor jeg kunne se mig selv arbejde. For eksempel arbejdede jeg meget i MATLAB som ph.d.-studerende. MATLAB et programmeringssprog, som ofte bruges af ingeniører, men det er meget dyrt, og når man kommer ud i erhvervslivet kan man se, at folk bruger mange andre sprog. Da jeg blev færdig anede jeg ikke, hvordan jeg skulle bruge Python for eksempel. Jeg var blevet ved med at sige til mig selv ”jeg har ikke tid til at lære det”. Det er jeg så ved at lære nu.
Til at starte med havde jeg nok set på jobsøgningen med den samme linse, som jeg anskuede mine forskningsproblemer igennem: Som noget, der kunne løses ved at jeg satte mig ned derhjemme og tænkte det grundigt igennem og så fulgte en detaljeret strategi fra a til b. Men det hænger jo ikke sådan sammen.
Hvordan bragte du din forskningsbaggrund og din ph.d. i spil i, da du søgte job efter afleveringen?
Til at begynde med så jeg nok på jobsøgningen med den samme linse, som jeg anskuede mine forskningsproblemer igennem: Som noget, der kunne løses ved, at jeg satte mig ned derhjemme og tænkte det grundigt igennem og så fulgte en detaljeret strategi fra a til b. Men det hænger jo ikke sådan sammen.
I begyndelsen ville jeg gerne sende den perfekte ansøgning og brugte flere uger på hver enkelt. Det kom der ikke rigtigt noget ud af. Jeg fik 46 afslag og kun en eneste samtale, så jeg begyndte efterhånden at blive en smule desperat. Mine ansøgninger udviklede sig dog løbende. I starten var jeg temmelig stædig og insisterede på at vise mine akademiske meritter meget direkte: ”Her er min publikationsliste!” Stille og roligt gik det dog op for mig, at den liste er folk uden for universitetsverdenen ret ligeglade med. Så jeg holdt gradvist op med at lægge et snit, som fokuserede primært på mine kvalifikationer som forsker. Mine ansøgninger kom i højere grad til at handle om dem, som udbød stillingen og om, hvordan jeg kunne være en ressource, når der skulle løses specifikke opgaver. Det, jeg skal levere, er jo selvfølgelig ikke min publikationsliste eller mit citations-index. Jeg begyndte grundlæggende bare at kommentere meget direkte på hver færdighed, der blev efterspurgt i de stillingsopslag, jeg søgte. ”Jeg kan dette, men jeg kan ikke dette. Jeg har denne erfaring, men ikke denne.”
Samtidig begyndte jeg at opsøge de sammenhænge, hvor jeg kunne møde både arbejdsgivere og andre i min situation. Det er altafgørende at komme ud og få skabt kontakt til folk, så jeg begyndte at gå til alle de job-events jeg kunne opsnuse, og i København er det faktisk en del.
I starten var jeg temmelig stædig og insisterede på at vise mine akademiske meritter meget direkte: ”Her er min publikationsliste!
