Spring menu over

Kunsten tilbyder en mangelvare for mange ledere: Tør du tage med på museum?

Del artikel:
Af Laura Skelgaard Paulsen

For at idéer kan udvikle sig, er det nødvendigt at skabe rammer, der udfordrer de traditionelle rum, man som leder færdes i. En ny metode tager lederen væk fra kontoret, mødelokalet eller konferencen og med ud i verden - på kunstmuseum, mere nøjagtigt.

For Mette Møller har kunsten altid haft en særlig tiltrækningskraft. I lang tid betragtede hun sin kunstinteresse som en hobby – en feel-good-ting, der vækkede inspiration og nysgerrighed. 

Men efterhånden som hun bevægede sig gennem udstillinger, begyndte hun at undre sig: Hvorfor sværmer jeg om kunst? Hvad er det, kunsten gør? 

“Når jeg træder ind på et kunstmuseum eller befinder mig i en kreativ setting, sker der noget i mig; Jeg tænker simpelthen bedre, fordi kunsten påvirker vores følelser og afspænder vores nervesystem,” forklarer hun. 

Det fik hende til at tænke: Kunne denne effekt overføres til hendes faglighed som erhvervspsykolog og ledelsesrådgiver? Og ja, det kunne det.  

Det er blevet til metoden kunstmødet. Her tager hun ledere med på kunstmuseum, hvor de for en kort stund træder væk fra excel-arket, strategimødet og den overfyldte indbakke og ind i et rum, der tilbyder en efterspurgt mangelvare for mange ledere; nemlig tid til at tænke sig om.  

Man kan ikke være god til kunst 

Det kan lyde abstrakt at træde ind i et rum uden forventninger og så lade kunsten virke på sig. Så hvordan foregår det helt konkret?  

Et kunstmøde handler helt konkret om at opleve kunsten med sanserne og følelserne og lade sig påvirke uden at dømme. Læg de analytiske og strategiske briller i tasken, og tillad dig selv, at navigere efter noget andet, end hvad du plejer.  

Her guider Mette Møller grupper af ledere på kunstudstillingen gennem små opgaver og spørgsmål,som skal reflektere deres oplevelser. Her er fokus på at lade sig tiltrække eller frastødes af bestemte værker og dermed åbne op for nye perspektiver.  

Man kan vælge at gå ind med en udfordring i baghovedet, som f.eks. at tage ansvar for et projekt. Men det ligger dig også frit for blot at gå ind på museet med et åbent sind og lade dig overraske af hvilken type værker, der tiltrækker eller frastøder dig.  

For netop her ligger styrken i kunstmødet: At turde være nysgerrig og lade sig overraske. Derfor handler det ikke om at være god til at forstå kunst – nærmest tværtimod, understreger Mette Møller.  

Det handler om, hvordan man som leder tillader sig selv at bruge sine sanser og følelser uden at forvente et særligt resultat. 

Kunsten er en gave til lederen 

Du kender det sikkert godt selv. Den der ting i baghovedet, der bare har ulmet i flere uger, og uanset hvor hårdt du har prøvet at rationalisere dig frem til en løsning, vil det ikke lade sig gøre. Her kan kunstmødet blive en hjælp. 

“Når man bevæger sig rundt i kunsten og forskellige kunstarter, kan man ofte få et overraskende svar på noget, man står og mangler, men ikke havde forventet svar på lige nu og her,” siger hun, der flere gange har oplevet, at der er blevet truffet beslutninger under et kunstmøde.  

Uanset faglighed er det for de fleste ledere svært at skabe et rum, hvor man rent faktisk kan fastholde sig selv i en sanselig oplevelse.  

"Vi bliver afbrudt hele tiden, rigtig mange gange i løbet af en dag, en time, et minut. Så det at skabe et rum, hvor man kan være i fred med sig selv, er faktisk en sjælden vare," siger hun. 

Det kan have den konsekvens, at man som leder aldrig helt føler, at man gør det rigtige, eller at man har en tendens til altid at finde forhastede hurtige løsninger. 

“En leders travle hverdag gør, at man hurtigt bliver fortryllet af de konkrete ting, fordi dem kan vi gøre noget ved, lige nu og her, og hele vores hverdag fyldes derfor alt for let op af ekspeditionsaktiviteter,” siger hun og forklarer, at her kan kunst mødet fungere som en velfortjent pause.  

For selvom kunstmødet måske giver ikke alle konkrete svar, giver det lederen mulighed for at stoppe op og reflektere og dermed skabe forudsætningerne for en mere kvalificeret beslutning. 

TILMELD DIG KUNSTMØDET PÅ THORVALDSENS MUSEM: Vil du gerne opleve, hvilke overraskende svar der kan opstå, når du giver plads til mere refleksion og sansning? Læs mere og tilmeld dig her.  

En del af DM Leders vision 

For forperson i DM Leder, Anne-Mette Wehmüller, er det afgørende, at sektoren udover de traditionelle ledelsestilbud også tør eksperimentere med nye formater, der udfordrer medlemmerne og giver friske perspektiver på, hvad fremtidens ledelse kræver:

“Jeg ser frem til at blive endnu klogere på, hvordan man aktivt kan bruge både intuition og nye kunstgreb i ledelse, og håber på stærk opbakning fra DMs medlemmer til disse innovative ledertilbud.”  

Du kan læse mere om DM Leders prioritering af ledertilbud her. 

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje