Spring menu over
Dansk Magisterforening

Populær uddannelse lukker: 186 undervisere skal fyres

"Det er meget specielt. Jeg har aldrig oplevet en sådan afskedigelsesrunde før, som løber over så lang tid og skaber stor utryghed blandt medarbejderne", siger Sarah Rosenkrands, som er konsulent i fagforeningen DM, der bistår tillidsrepræsentanterne og underviserne i fyringsrunden.  Pressefoto: Niels Brock

Uddannelse
Del artikel:

En international uddannelse med rekordmange studerende på Niels Brock tvinges lukket på grund af stramninger af udlændingeloven. Underviserne kan se frem til fyringsrunder hvert sjette måned de næste fem år.

Til efteråret starter 3500 internationale studerende fra primært Nepal, Kina, Pakistan og Bangladesh på en populær betalings-uddannelse på uddannelsesstedet Niels Brock i København.

De studerende er typisk 21- 22 år gamle, og aldrig før har studenterpopulationen Niels Brocks internationale uddannelsesprogrammer på Niels Brock Copenhagen Business College (NBCBC) været så stort som nu. Men nu lukker programmerne ned.

Det skyldes en ny bekendtgørelse i udlændingeloven, som fremover gør det uattraktivt for disse internationale studerende at tage en uddannelse i Danmark.

De studerende fra såkaldte udvalgte tredjelande herunder Nepal må nemlig fremover hverken arbejde eller have deres ægtefælle eller familie med under opholdet. Desuden skal de forlade landet efter uddannelsens færdiggørelse.

Det tvinger uddannelsesstedet til at lukke uddannelsesprogrammerne og fyre 186 undervisere, fortæller administrerende direktør på Niels Brock, Anya Eskildsen.

"Det er et kæmpe tab for os som institution. Det er et kæmpe tab for de internationale studerende, som ville læse i Danmark, og så er det stort tab for det danske samfund, fordi de mange internationale studerende kan blive gode ambassadører og på sigt lave forretning med Danmark. Det mister vi nu, " siger Anya Eskildsen.

Jeg har aldrig før oplevet en sådan afskedigelsesrunde, som løber over så lang tid og skaber stor utryghed

Sarah Rosenkrands, konsulent i fagforeningen DM

Uddannelsesprogrammerne skal afvikles over de næste fem år, og de 186 tilknyttede undervisere skal afskediges med planlagte opsigelser, som falder hver sjette måned. De første omkring 30 medarbejdere bliver afskediget i december og vil så skulle stoppe med arbejdet til sommer næste år.

"Det er meget specielt. Jeg har aldrig oplevet en sådan afskedigelsesrunde før, som løber over så lang tid og skaber stor utryghed blandt medarbejderne. På den ene side skal man løbende afskedige undervisere, mens man på den anden side skal fastholde det nødvendige antal undervisere de kommende år. Det er en meget svær balancegang, " siger Sarah Rosenkrands, som er konsulent i fagforeningen DM, der bistår tillidsrepræsentanterne og underviserne i fyringsrunden.

Lukningen er politisk motiveret

Der har før været stormvejr omkring uddannelsen på Niels Brock. Studerende, som kommer fra Nepal, bliver rekrutteret af agenter i Nepal, og som udgjorde omkring 50 procent af de studerende på de internationale uddannelser, blev stillet en ambitiøs uddannelse i udsigt, men betalingsuddannelsens kvalitet fik kritik af både Danmarks evalueringsinstitut og af de studerende selv, lød det tilbage i 2018. 

Tidligere i år kom det desuden frem, at Københavns Politi mistænker, at studerende fra især Nepal og Bangladesh på Niels Brock misbruger deres studieopholdstilladelse til at arbejde i stedet for at studere

Det er det hul, politikerne nu forsøger at lukke med den nye bekendtgørelse udlændingeloven. Formålet med ændringerne er nemlig at sikre, at opholdstilladelse alene gives til tredjelandsstuderende, hvis reelle hensigt er at studere i Danmark.

Administrerende direktør på Niels Brock, Anya Eskildsen, kan dog slet ikke genkende det problematiske billede, som er tegnet i offentligheden med studerende fra Nepal.

"Man må bare sige, at det er en super dårlig strategi at bruge Niels Brock som bagdør til arbejdsmarkedet. Uddannelsen er 100 procent selvbetalt og koster 100.000 kr. om året, og de studerende har mødepligt, og møder de ikke op, mister de pengene og deres opholdstilladelse," siger Anya Eskildsen.

Det er en drastisk beslutning, som får store konsekvenser for både vores studerende og undervisere

Anya Eskildsen

Uddannelsesstedet har søgt agtindsigt om baggrunden for den nye bekendtgørelse i udlændingeloven, som altså rammer institutionen hårdt. Og hun påpeger, at der i grundlaget for den politiske beslutning mangler beviser for systematisk misbrug af studieordningen på Niels Brock.

"Der er i det politiske grundlag tale om tolv sager om studerende på Niels Brock, som har overtrådt reglerne. Vi har over 3000 studerende, så det svarer til 0,4 procent. Det synes jeg er et meget tyndt grundlag, som altså bygger på anekdoter og antagelser. Det er en drastisk beslutning, som får store konsekvenser for både vores studerende og undervisere," siger Anya Eskildsen.

Undervisere mister opholdstilladelse

Som situationen ser ud lige nu, kommer ministeriets beslutning om at ændre bekendtgørelsen i udlændingeloven til at ramme samtlige medarbejdere på Niels Brocks internationale uddannelsesprogrammer Niels Brock Copenhagen Business College (NBCBC), hvoraf mange af underviserne er fra udlandet, fortæller Sarah Rosenkrands.

"For nogle af disse udenlandske undervisere er der risiko for, at de mister muligheden for fortsat opholdstilladelse i Danmark, hvis de mister deres arbejde. Derfor mener vi, at der ligger en utrolig vigtig opgave for Niels Brock i at afsøge alle omplaceringsmuligheder internt på Niels Brock, men også i at give underviserne de bedst mulige vilkår for at komme godt videre, for eksempel via gode efteruddannelses- og outplacementpakker,” siger Sarah Rosenkrands.

Nye regler for studerende fra tredjelande

  • Ændringerne træder i kraft den 2. maj 2025 og gælder kun ansøgninger om opholdstilladelse som studerende eller som medfølgende familie, som er indgivet fra den 2. maj 2025.
  • Ifølge de nye regler må udenlandske studerende:
    • Ikke arbejde under deres ophold.
    • Ikke medbringe deres ægtefælle eller familie.
    • De studerende skal forlade Danmark umiddelbart efter dimission.
  • Disse ændringer gør det uattraktivt for studerende fra blandt andet Nepal at søge ind på de internationale uddannelsesprogrammer på Niels Brock
  • Det får institutionen til at lukke programmerne og fyre 186 undervisere over de næste fem år.