Enighed i AC om kravene til OK21
Der er opnået enighed om kravene på AC-siden, og vi er i DM godt tilfredse med det udgangspunkt, der ligger nu, og som en enig hovedbestyrelse i DM har stemt igennem.
På trods af den vanskelige situation med Covid-19 er vi i fuld gang med forberedelser til OK21-forhandlingerne. DM’s krav blev i sidste måned godkendt af hovedbestyrelsen og blev herefter sendt videre til AC. Her er de nu behandlet, og der er opnået enighed om kravene på AC-siden.
Vi er i DM godt tilfredse med det udgangspunkt, der ligger nu, og som en enig hovedbestyrelse i DM også har stemt igennem. Mange af de temaer, som DM har lagt vægt på, er med, fx lønudvikling, fleksibilitet, fokus på midlertidigt ansatte, kompetenceudvikling, arbejdsmiljø, grøn udvikling på arbejdspladserne samt mange forslag under overskriften ”Bæredygtigt arbejdsliv”.
Nogle krav skal AC selv forhandle, mens de krav, der har et bredere sigte, går videre til forhandlingerne med de øvrige arbejdstagerorganisationer, hvor der skal opnås enighed om de endelige krav og prioriteringen af dem. Vi udveksler krav med arbejdsgiversiden i midten af december, og tiden indtil da bruges intenst på arbejdsgrupper og relationsdannelse omkring kravene.
Mange af jer har været inddraget i arbejdet med at udarbejde krav i vinters, og jeg vil gerne takke for det engagement, der blev lagt for dagen dengang. Det er helt afgørende at have jer i ryggen, når vi skal både udtage og forhandle krav.
Det er selvsagt ikke en optimal situation at skulle forhandle OK i, når Covid-19 præger samfundet og samfundsøkonomien. En ny nedlukning kan skabe nye dønninger, og den private lønudvikling bliver næppe prangende, og det er med til at gøre forhandlingerne ekstra svære og uforudsigelige denne gang. Det er vanskeligt, men jeg kan love, at vi gør vores yderste for at varetage jeres interesser.
Det er ikke kun overenskomstforhandlinger, som bliver præget af Covid-19. Det gør hele arbejdslivet også, og det oplever I på første hånd. Mange medlemmer oplever stress og arbejdspres, og mange savner også at mødes med kolleger på de måder, som vi kunne tidligere. Jeg håber, at I kan finde løsninger på nogle af de udfordringer, der præger arbejdspladserne nu, for der er i den grad brug for jer. Som tillidsvalgte gør I en stor forskel, og jeg kan kun sige tak for jeres indsats
Mange hilsner
Camilla Gregersen