Spring menu over

Kære tillidsvalgte

Camilla Gregersen, formand for DM
Del artikel:

Vi har nok alle indset, at normaltilstanden i vores arbejdsliv ikke indfinder sig lige foreløbig. Derfor skal vi i den kommende tid ikke kun overleve, men også få arbejdslivet til at fungere ordentligt. Det kræver bl.a., at vi få skabt en god kultur om det hjemmearbejde, der efter alt at dømme er kommet for at blive i større eller mindre grad.

Nye udfordringer er kommet til. Hvad betyder det for arbejdspladsen, hvis man skiftes til at være hjemme to dage om ugen? Hvordan afvikler man gode hybridmøder, hvor der både er deltagere med fysisk og online? Hvordan giver og får man god og nærværende ledelse, når der er en fysisk distance imellem medarbejdere og leder?

I foråret brandslukkede I. Den store opgave venter nu, hvor vi på arbejdspladserne skal hjælpe hinanden med at finde de gode løsninger. Der er nok af områder at tage fat på, og her spiller I som tillidsvalgte endnu en gang en meget central rolle. Det er afgørende at tage fat på drøftelserne om, hvordan man sikrer det sociale og faglige fællesskab på arbejdspladsen i en virtuel hverdag. Det er vigtigt for den enkelte at være en del af fællesskabet, og her har både de, der arbejder hjemme, og de, der ikke gør, et ansvar.

Og så er det helt afgørende, at ledelsen tager ansvar for, at det sociale ikke bare ebber ud og nedprioriteres, men fortsat er vigtigt.

Mange har heldigvis også oplevet nye fællesskaber blomstre igennem det digitale. Sidder man normalt geografisk spredt, har det digitale givet nye muligheder, og de positive erfaringer skal vi bygge videre på. Det kræver, at vi tør tale om andet end opgaverne, når vi er til digitale møder – og det skal der skabes en ramme om, så vi ikke får skabt en forestilling om det digitale som upersonligt og koldt.

Vi skal holde fast i, at fællesskabet er vigtigt. Det er vigtigt for jer – og det er vigtigt for arbejdspladsen. Med fællesskab følger ansvar og omsorg, og det har vi alle brug for, hvis arbejdsglæden skal bevares intakt.

I DM hjælper vi gerne med inspiration og ideer til, hvordan I kan tage fat i samtalerne om et arbejdsliv med mere – og mere selvvalgt – hjemmearbejde. 

Jeg vil gerne igen takke jer for jeres store indsats med at få tingene til at fungere i en svær tid.

I gør en afgørende forskel – tak!

Her til slut vil jeg være så flabet at spørge, om I har lyst til at få et – måske digitalt – besøg på jeres arbejdspladser i de kommende måneder? Arbejdsmiljø og trivsel fylder for de fleste af jer, og jeg vil gerne bidrage med mine input og høre jeres og kollegernes syn på tingene. Hvis I afholder klubmøder i efteråret, deltager jeg meget gerne – eventuelt virtuelt, hvis det giver bedst mening. Er I interesserede i at få besøg, kan I skrive til mig på cg@dm.dk

Jeg glæder mig til at høre fra jer.

Mange hilsner
Camilla Gregersen