Spring menu over

Trepartsaftale landede – der er også lidt konsekvenser på akademikerområdet

Camilla Gregersen, forperson i DM
Del artikel:

Kære alle tillidsvalgte

Jeg vil her tage jer lidt dybere ind i løn-trepartens indhold:

Efter måneders intense forhandlinger blev regeringen, arbejdsgivere og lønmodtagere i begyndelsen af december enige om en trepartsaftale, der giver ekstra lønkroner til sygeplejersker, pædagoger, SOSU’er og jordemødre. Den konkrete implementering af trepartsaftalen skal forhandles og aftales ved OK24.

For os i DM har det gennem hele processen været i fokus, at vi ikke stod i vejen for andre faggruppers lønløft, men samtidig at det skulle ske på en måde, hvor vores medlemsgrupper ikke kom til at betale en pris for, at andre kan få et løft. Vi har været repræsenteret gennem vores hovedorganisation, Akademikerne.

Historikken i denne særlige trepart er, at regeringen i efteråret meldte ud, at den ville give et lønløft til særlige grupper, og det er en aftale, som koster statskassen 3 mia. kroner.

Vi har hele vejen holdt fast i, at de ekstra lønmidler i aftalen skal gives på en måde, hvor de holdes udenfor reguleringsordningen, og dermed ikke påvirker vores medlemsgruppers lønudvikling fremadrettet. Sagen er nemlig normalt, at når der kommer flere lønmidler til det offentlige område, så kommer den samlede lønpulje til at være mindre, så lønnen i det offentlige ikke overstiger de privatansattes lønninger. Men i dette forløb fik fagbevægelsen sikret, at det ekstra lønløft ikke betyder en lønnedgang for alle andre efterfølgende.

Her i DM har det også været afgørende, at aftalen skulle afsluttes i god afstand til de kommende overenskomstforhandlinger for 2024. Og på en måde, hvor det fastholdes, at lønnen – i respekt for den danske model – er noget, der aftales mellem arbejdsgiverne og lønmodtagerne. I tillidsvalgte ved om nogen, hvor vigtigt det er.

De punkter i trepartsaftalen, jeg ellers særligt bemærker, er, at akademikerforbundene bevarer retten til i AC-fællesskabet at stemme om egne overenskomstresultater uden at skulle bindes sammen med andre forbund fra FH. Det er vigtigt, fordi vi ellers kan blive prakket noget på i forhandlingsforløbet, uden at hovedbestyrelse og medlemmerne kan sige nej ved en afstemning bagefter. Jeg mener, det er vigtigt, at medlemmerne får en reel mulighed for at stemme ja eller nej til et overenskomstresultat, og det har vi sikret.

Samtidig betyder aftalen også, at der efter OK24-forhandlingerne skal være drøftelser mellem parterne på alle tre offentlige områder i staten, kommunerne og regionerne om fremtidens lønsystem. Der er nu kommet krav ind om, at der frem mod 2026 skal arbejdes hen mod øget lokal løndannelse til bl.a. rekruttering og fastholdelse. På den måde bliver der også konsekvenser for akademikerområdet, selv om lønløftet i treparten ikke tilfalder nogen af vores grupper. Løndannelsen er i hvert fald et vigtigt punkt for alle jer tillidsvalgte, som vi skal forholde os til og arbejde med efter OK24.

Nu vil vi koncentrere os om overenskomstforhandlingerne for 2024. Det officielle startskud på dem var  den 15. december, hvor vi udvekslede krav med arbejdsgiverne. Vores  fokus var på en solid udvikling af reallønnen. Det er det mandat, vi har fået fra alle jer ude på arbejdspladserne – så det er derfor også det ønske, vi har taget med til forhandlingsbordet. I kan læse mere om udvekslingen af kravene her.

Herfra vil jeg blot ønske god jul og godt nytår – vi ses på den anden side.

Bedste hilsner
Camilla Gregersen
Forperson i DM