Spring menu over

Kom til onlinemøde om miljø- og naturbeskyttelsestillægget

Gronne Specialister Lidia Nikole Unsplash (1)
Del artikel:

Nogle kommuner oplever udfordringer med implementeringen af det nye miljø- og naturbeskyttelsestillæg. Derfor inviterer DM til to onlinemøder i september.

Ved OK24 blev der aftalt et tillæg til akademikere, som arbejder med natur- og miljøbeskyttelse i kommunernes tekniske forvaltninger. Miljø- og naturbeskyttelsestillægget trådte i kraft 1. april 2025, og det er DM’s oplevelse, at udrulningen generelt er gået godt i de fleste kommuner.

Det er opgaver indenfor miljøbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven og miljøtilsynsbekendtgørelsen, der udløser tillægget. Og DM mener, at det som udgangspunkt er medarbejdere, der arbejder med disse lovgivninger, der skal have tillægget, uanset hvor meget opgaven fylder i hverdagen. Hvis blot en fast tilbagevendende del af medarbejderens opgaver ligger indenfor de nævnte love, skal det udløse tillæg. Som udgangspunkt må der ikke ske modregning i eksisterende tillæg.

Selvom DM’s sekretariat har indtryk af, at processen overordnet har været positiv, har den ikke været helt uden udfordringer. I sekretariatet har vi hørt om flere arbejdspladser, hvor det har været svært at forstå og acceptere, at nogle kolleger får et centralt aftalt lønløft, og andre ikke. Selve afgrænsningen af, hvad der udløser miljø- og naturbeskyttelsestillægget, har for nogle fremstået vilkårlig, fordi man i opgavevaretagelsen i de tekniske forvaltninger i dag generelt har fokus på miljø og natur. Til det har svaret været, at man skal bruge de årlige lønforhandlinger til at løfte de kolleger, der ikke har fået. Samtidig skal det ikke være sådan, at man ikke kan komme i betragtning til yderlige tillæg ved de årlige lønforhandlinger, fordi man har fået miljø- og naturbeskyttelsestillægget.

DM vil gerne i dialog med dig, der er tillidsrepræsentant eller suppleant i en kommune og har været involveret i implementeringen af tillægget. Derfor holder vi to onlinemøder i september, hvor det er muligt at dele erfaringer og stille spørgsmål. På mødet deltager Berit Krøyer Rasmussen og Minna Melgaard fra DM’s sekretariat og Sune Bach, medlem af DM’s overenskomstudvalg.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje