Ny TR-undersøgelse fra FAOS, Københavns Universitet
Jesper Voldgaard
Et forskningsprojekt med cirka 10.000 TR’er og 7.000 AMR’er fra FH-området viser, at tillidsvalgte står stærkt og har en afgørende rolle på danske arbejdspladser. Der er også væsentlige udfordringer.
Et nyt forskningsprojekt fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet kaster lys over arbejdsvilkårene for tillidsvalgte på Fagbevægelsens Hovedorganisations området anno 2024 og ser på, hvordan vilkårene har ændret sig over tid.
Forskningsprojektet, som er lavet i samarbejde med Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), har særligt fokus på relationer mellem tillidsvalgte, kolleger, ledelse og fagforening, ligesom projektet også belyser samarbejde og forhandling på arbejdspladserne samt organisering af kolleger. Det skriver FAOS på deres hjemmeside.
Forskerne konkluderer, at den danske model stadig står stærkt på mange arbejdspladser, og at tillidsrepræsentanter generelt har god kontakt til kolleger og et godt samarbejde med ledelsen.
Der er også grundlæggende stor tillid til tillidsrepræsentanterne fra både medarbejdere og ledelse på arbejdspladserne, og ni ud af ti ledere beskriver samarbejdet med TR som tillidsfuldt.
Udfordringerne er blandt andet markant flere medlemmer af ’gule’ organisationer, ligesom andelen af uorganiserede er steget. Antallet af faglige klubber er også faldet ganske meget, og forskerne konkluderer, at det har stor betydning. Både for det kollegiale samvær og for den danske model. Andelen af tillidsrepræsentanter, der forhandler og indgår lokalaftaler er også faldet.